Ønsker om præst i Lyngby og Gjerrild
Forskellige forslag til opdeling i nye pastorater i ny struktur med en præst færre i det østlige Norddjurs
Norddjurs”Vi er helt på det rene med, at årsagen til den nye struktur er på baggrund af økonomi og befolkningstæthed, Men spørgsmålet er, om økonomi skal veje tungere end geografien og i forvejen eksisterende samarbejder”. Sådan lyder det i den fælles indstilling til arbejdet med den nye kirkestruktur i Norddjurs Provsti fra menighedsrådsformændene fra Lyngby, Albøge, Trustrup, Ålsø, Hoed, Vejlby og Homå, som er fremsendt til Provstikontoret. Indstillingen slutter med en klar melding om, at uanset hvilken præste-model der vælges “skal Lyngby-Albøge Sogn tilgodeses med en fast tilknyttet præst i Lyngby Præstegård”. Den fælles indstilling går på, at Hammelev-Enslev, Grenaa, Ålsø-Hoed, Vejlby-Homå, Lyngby-Albøge-Trustrup i et fælles sydligt pastorat tilsammen skal have seks præster. Der bliver så tre præster til et pastorat, der omfatter Fjellerup-Glesborg, Gjerrild-Hemmed, Rimsø-Kastbjerg, Thorsø Høje (Veggerslev. Villerslev, Karlby og Voldby), Ørum-Ginnerup-Stenvad. Som argumentation for denne opdeling fremhæves hensynet til i forvejen bestående samarbejder og mødesteder i det øvrige ikke-kirkelige lokalsamfund som foreningsliv, skolestruktur og handelsliv. Grenaa Menighedsråd er fortaler for en model - også med to pastorater - men med en lidt anden fordeling. Her indgår Enslev-Hammelev, Thorsø Høje, Rimsø-Kastbjerg og Gjerrild-Hemmed i et fælles pastorat med Grenaa. Og med fem præster mod fire til de øvrige sogne i øst. Dene model, mener man i Grenaa, giver alle sognene i sydvest mulighed for selvstændigt, at skabe deres egen profil, samtidig med, at de kan udnytte fordelene ved et ligestillet samarbejde. Tilsvarende vil landområderne i nord få mulighed for at få glæde af Grenaas styrker me hensyn til kommunikation, administration med mere, mens Grenaa vil få glæde af den dynamik, som kan ligge i samspillet mellem land og by. Rimsø-Kastbjerg ser helst sig selv med fire præster i et midt-pastorat sammen med Lyngby- Albøge-Trustrup, Thorsø Høje, Gjerrild-Hemmed, Ørum-Ginnerup-Stenvad samt Fjellerup-Glesborg. Thorsø Højes menighedsråd har indsendt en lignende indstilling til Provstiet. Det er sket med en bemærkning om, “at flere af menighedsrådets medlemmer gav udtryk for, at en placering af provstebolig enten i Lyngby eller Gjerrild havde givet en bedre løsning på dannelsen af pastoraterne”. Til den nye provst der skal indgå som præst på halv tid i Grenaa er der købt en ny provstebolig i Grenaa. At de eksisterende præsteboliger har ganske stor bevågenhed fremgår af et par af indstillingerne. Gjerrild-Hemmed Menighsråd har et stort ønske om at den istandsatte Gjerrild Præstegård igen bosættes af en præst, der har tilknytning til præstearbejdet i Gjerrild-Hemmed-Bønnerup. Biskop Henrik Wigh-Poulsen skal træffe den endelige afgørelse om den nye struktur.