Rør blot ikke...

Hellig Tre Konger nærmer sig, og jeg er ved at pakke julepynten ned igen. Og igen forundres jeg over, at den ikke kan være i de tre kasser, den plejer at være i.
Hvert år første december pakker jeg ud, sorterer omhyggeligt og kasserer det, der ikke har overlevet sommeren, men på mystisk vis formerer julestjerner og flagranker sig og fylder alligevel mere. Hvert år!
Når jeg kigger nøje efter, afslører det sig, at NOGEN har sneget sig til at supplere hjemmets samling af lyskæder og glaskugler osv.
Denne NOGEN er samleveren, og det burde ikke overraske mig.
Jeg ved godt, at alle parforhold naturnødvendigt må bygge på en række kompromiser. Heldigvis er samleveren og jeg enige om i hvert fald de mest basale ting i tilværelsen, såsom at vi burde få mere motion, at vi inderligt håber en dag at få børnebørn, og at det er komplet utænkeligt at spise andet end FISK nytårsaften. At julepyntning er meget vigtigt, er vi også helt enige om, men... Ingen, der kender mig, vil finde på at kalde mig æstetikhysteriker. Nok tværtimod, men på visse områder må der være system i tingene.
Jeg begyndte meget tidligt selv at holde juleaften med bittesmå juletræer i diverse hybler, så jeg har oparbejdet en pænt stor samling af miniaturejulepynt, der rummer dyrebare minder, og som SKAL hænges op på en bestemt måde: min mosters fine silkepapirs-snefnug skal hænge sammen, halmenglene fra min mormor tid skal have en rød sløjfe, de små ler-honningkager, jeg købte, da jeg var højskolelærer i Støvring på samme gren osv.
Samleveren har også masser af pynt fra fordums tid med masser af minder, og hvert år stråler hans øjne som en treårigs foran et bjerg af julepakker, når han slæber kasserne ned fra loftet. Men ifølge ham, skal det ALTsammen op. Han skovler op af julekasserne og kaster pynt ud over juletræ og alle husets vægge: rødt, blåt, guld, sølv, grønt, lilla – alt blandet sammen, og han er allermest lykkelig, når hele hjemmet ligner Gudrun Sands stue i the Julekalender. Han er simpelthen umættelig. Og hver december kommer han dagligt hjem fra Kvickly eller Lidl eller Netto eller Silvan med flere glaskugler og kulørte lyskæder og sjove små nisser, som INGENTING kostede, og som nærmest ”sprang på ham”, da han gik forbi på vej efter mælk og spidskål.
Så vores jule-kompromis er efterhånden blevet, at vi skiftes til at designe julepyntningen. I år var det min tur, og bortset fra at det naturligvis er en tradition, at ”Stauning eller kaos”-plakaten skal forsynes med nissehue, og Don Pedro (læderæslet, som mine forældre bragte med hjem fra Spanien for 50 år siden) skal forsynes med en glorie af sølvglimmer (det er naturligvis et katolsk æsel), så har det glimtet og strålet uhyre sirligt omkring os den sidste måned.
Men jeg lever såmænd også med, at alting vælter rundt mellem hinanden hver anden jul. Hovedsagen er jo, at det ER jul, og at vi er helt enige om at fejre den.