Comeback til sæbekassebilen
De yngste HTX-elever dystede tirsdag i den ædle disciplin sæbekassebilløb
Det var, som det skal være med biler: Der var den hurtige, den dristige, den måske knap så gennemtænkte og det store udstyrsstykke, da flere klasser af HTX-elever fra første årgang tirsdag kørte om kamp i campus-området i Højvangen. Der var dog ikke tale om diesel- eller benzinfremdrevne køretøjer, men om sæbekassebiler.
Bilerne er blevet fremstillet som led i et projektforløb, der udspringer af den gymnasiereform, der trådte i kraft i sommers. I forløbet skal eleverne kombinere teknik og praksis, så den har blandt andet stået på materiale- og produktudvikling, el-arbejde og et træværksted.
Og både bioteknologilæreren Lene Troest Kjeldsen og uddannelsesleder Lisbeth Mølgaard, begge fra Teknisk Gymnasium Skanderborg, roser forløbet.
“Jeg er blandt andet glad for, at eleverne har skullet tænke naturvidenskaben ind i projektet,” siger Lene Troest Kjeldsen.
Tre af eleverne, Anders Mai, Andreas Flugt og Oliver Hjort, er da også glade for forløbet.
“Det har været fedt at arbejde med noget praktisk, og det er sjovt at udvikle et produkt,” fastslår Anders Mai.