Lokalt firmaer investerer millioner
Snedkeriet Boye Inventar skifter stort set hele maskinparken ud
Det går så godt for snedkeriet Boye Inventar i Bøstrup, at stort set hele maskinparken er skiftet ud med nye og hurtigere maskiner, der skal øge produktiviteten med 40 procent. I perioder arbejdes der i skiftehold for at øge effektiviteten, men det slider på de pensionsmodne maskiner, der nogle gange må finde sig i at køre i døgndrift, og derfor er der nu købt nyt
“Det går stærkt for tiden, og vi har erkendt, at det ikke skal være vores produktionsanlæg, der skal sætte en stopper for vores vækst. Samtidig er de gamle maskiner for dyre i drift. Vi har fundet de løsninger, der passer bedst til vores behov, og som er fremtidssikret i forhold til den vækststrategi, vi har fastlagt for de næste fem år,” fortæller direktør Mikael Boye.
Investerer i fremtiden
Investeringen i de nye maskiner lyder på flere millioner, og beregninger fra virksomheden viser, at de ved en opgradering af maskinparken kan øge produktiviteten med 40 procent.
“Vi har det seneste år, hvor det for alvor er gået fremad, oplevet, at maskinerne har været med til at sænke farten på vores produktion, og det er vi selvfølgelig nødt til at reagere på,” siger Mikael Boye.
Det seneste år er omsætningen fordoblet, og i årets sidste kvartal har snedkervirksomheden ordrer i bogen for over fire millioner kroner. Det skyldes særligt, at midtjyderne har opdaget nye vækstmarkeder i byggebranchen, men det betyder ikke, at der er nedgang i inventarbranchen.
“Vi oplever fremgang på alle fronter, og vi oplever succes i begge brancher. Det skyldes især, at vi har satset på alle salgskanaler med ny hjemmeside og ansættelse af nye medarbejdere i salgsafdelingen,” fortæller Mikael Boye, der selv aktivt deltager i produktionen på værkstedet.
Maskinerne er installeret på den oprindelige fabrik i Bøstrup. I 2017 udvidedes der med endnu en fabrik i Fårvang.