Fortsæt til indhold

Peugeot i Fausing udvider biludstilling

Samfund
John Pedersen

I de næste tre måneder, bør kunder, der skal ud for at kigge på en ny Peugeot - eller måske en brugt vogn - hos Tage Thomsen A/S i Fausing, måske tage en ekstra tyk trøje på.

Frem til april, er der nemlig gang i et stort byggeri - en udvidelse til noget nær det dobbelte af salgs- og udstillingsarealerne.

Store dele af byggeriet opført i vinteren 1964-1965, er allerede revet ned og området omdannet til en stor byggeplads.

Det betyder, at sælgerne er midlertidigt rykket ind i et par moderne, opvarmede skurvogne.

“Vi kommer til at sælge biler på åben-mark og uden udstilling i de næste måneder”, konstaterer Charlie Thomsen.

Til dato har kunderne og personalet taget det lidt primitive salgs-miljø med rigtig godt humør - og det er jo en nødvendighed, da man ikke kan opføre nyt uden at skulle rive det gamle ned.

Sælger 1200 biler i år

Og selv om det efter kalenderen er vintertid, så er der god gang i salget af biler.

Peugeot i Fausing venter at nå op omkring de 1200 solgte biler. Og det er en lille stigning i forhold til de seneste år, hvor salget har ligget i nabolaget af de 1100.

“Den seneste halvanden måned har vi haft et større salg af biler - nye og brugte - end tidligere år i samme periode".

Til gengæld var der lidt mere stille på salgs-fronten i tiden op til omlægningen af bilafgifter og den varede et stykke ind i tiden efter de nye afgifter var vedtaget.

Januar er traditionel en måned med ekstra godt gang i salget af biler, blandt andet i forbindelse med afvikling af de traditionelle nytårskure i de to første weekends i det nye år.

“I år bliver det så for første gang med “nytårskur” hos Peugeot i Fausing ude i det fri - rigtig åbent-hus”, supplerer 21-årige Patrick, tredje generation og ansat som sælger i firmaet.

“Men vi liner op med lidt udstilling inde på værkstedet og med lidt ekstra varme på” fortæller Charlie Thomsen.

Nybyggeriet forsynes også med Peugeots officielle nye “Blue Box blå facader. Og så bliver der rigtig højt til loftet hos Peugeot i Fausing - og det i bogstavelig forstand, med op til fem meter. Den nye udstilling bliver knap 600 kvadratmeter, næsten en fordobling i forhold til tidligere.

I forbindelse med byggeprojektet opføres også en ny vaskehal, der kommer til at ligge overfor den eksisterende klargøringshal.

Peugeot i Fausing er landets ældste Peugeot-forretning med samme firmanavn - Tage Thomsen A/S. I 1961 åbnede Charlies far, Tage en benzinstation på matriklen ud mod Grenaavej og begyndte året efter at sælge brugte biler og drive autoværksted.

I 1964 byggede han så den store udstillingshal, der nu erstattes af nybyggeri.

Lokalerne til værkfører og kontorpersonale fortsætter uændret og det samme gælder værkstedslokaliteterne og klargøringshal, der i sin nuværende skikkelse er fra 1999.I 2001 blev forretningen udvidet med et værksted på Grenaavej i Randers.

Anden og tredje generation i Tage Thomsen A/S - den nuværende ejer Charlie sammen med sønnen Patrick på 21 år, der er ansat som sælger i firmaet.