Fortsæt til indhold

Lokalvalgt folketings-politiker vil ikke stemme i sag om kvoteflygtninge

Samfund
Arkiv

Under dagens afstemning i Folketinget om kvoteflygtninge kommer man ikke til at se det lokalvalgte folketingsmedlem fra Favrskov og Hedensted.
Daniel Toft Jakobsen (S) er nemlig sammen med Mette Gjerskov, Kirsten Brosbøl samt Yildiz Akdogan imod regeringens lovforslag, der betyder, at det vil være den til enhver tid siddende minister på udlændingeområdet, der kan beslutte, om Danmark skal tage imod kvoteflygtninge og hvor mange.
“Jeg stemmer ikke imod – men heller ikke for. Jeg er blevet clearet til afstemningen. Jeg vil altså ikke være til stede i salen, ligesom en del andre fra de forskellige partier heller ikke vil,” forklarer han FavrskovPosten, da vi spørger til hans holdning, som S-toppen har fundet et kompromis til under dagens afstemning.
“Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har haft en diskussion internt i Socialdemokratiet om dette lovforslag og om kvoteflygtninge igen. Jeg hører til dem, som håber kraftigt på, at Danmark snart igen vil begynde at modtage de 500 kvoteflygtninge om året, som vi har tradition for. Heldigvis har vi fundet en løsning i partiet, som vi alle sammen kan være i. Jeg er især glad for, at vi nu klart har sagt, at det for Socialdemokratiet stadig er udgangspunktet, at Danmark skal tage 500 kvoteflygtninge årligt. Jeg er også glad for, at Socialdemokratiet har stillet et konkret forslag i Folketingssalen om, at Danmark allerede fra 2018 skal genoptage modtagelsen af de allersvageste og mest udsatte kvoteflygtninge – den såkaldte twenty or more gruppe (som Danmark har tradition for at tage ca. 30 af om året),” lyder det fra Daniel Toft Jakobsen.