Fortsæt til indhold

Hadsten red mod jul med gløgg og liftvogn

Søndergade i Hadsten var fyldt med brandbiler, benovede unge og gløgg-boder side om side på en søndag

Samfund
Michael Wulff

Brandsvendene fra Vesselbjergvej i Hadsten lokkede med 'gløgg, der smager himmelsk'.
Måske fordi der - udover gløggen 'lavet med kærlighed' - var mulighed for at stige 25 meter til vejrs over Hadstens tage i liften på brandbilen.
Søndag fungerede alt efter planen. Børnene - selv dem ned til femårs-alderen - stod klar til at få seler på, hvorefter de uden at blinke steg op i kurven og blev sendt til vejrs med en erfaren brandmand ved knapperne.

Julehygge i Søndergade

Der var julehygge i Hadstens Søndergade. Mange boder med gløgg var sat op, mens Favrskov Rideklub havde medbragt to gode heste, som børnene også kunne få en tur på.
“Den store er en araber, Emma hedder den,” fortalte Annemette Andersen, der som voksen og selv elev i rideklubben, hjalp til med at få heste og unger til at bevæge sig i samme tempo.
'Emma' havde selskab af islænderen 'Depill' og begge tog adskillige ture op og ned ad gaden.
“Næste søndag kommer vi herned til byen med et stort nisseoptog til hest,” afslørede Lone Falkenberg fra Favrskov Rideklub.
“Så rider vi gennem byen.”
Udenfor Hadsten Optik stod Mette Rasmussen og serverede gløgg, både med og uden alkohol.
“Du må gerne få lidt rom i,” forsøgte hun overfor den udsendte reporter, som desværre måtte afslå. Det blev i stedet til en varm, hvid gløggessens med æblemost. Den kan anbefales - hvis du skal køre hjem.
Længere oppe ad Søndergade stod en af HSK-håndboldstjernerne, Josefine Orby.
Hun havde også gang i gløgg-gryden sammen med supporter Erika.
Her kunne man ved at drikke lidt af det varme støtte sexmisbrugte og andre børn i Cambodja.

Mette Rasmussen fra Hadsten Optik stod klar med gløgg med og uden alkohol. I baggrunden stod Lions-folkene med deres gløgg. Foto og video: Michael Wulff
Brandmand Per fik besøg af barnebarnet Oliver - brandmand in spe.
Fed udsigt fra brandliften.