Fik du mandlen i år?

Spillet om mandlen er en væsentlig del af ritualet juleaften. Vi kender alle til de forskellige roller, vi kan have i familien. Der er dem, der sidder og gemmer mandlen, til alle har spist sig ubehageligt mætte, og så er der dem, der aldrig får mandlen. Måske synes flere af os, at det sker for sjældent. Uden at vi af den grund bygger en hel identitet eller livshistorie op omkring det faktum, at man aldrig får mandlen. Jeg kommer fra en familie, hvor det er i orden at snyde med mandlen, mens børnene er små, mens andre familier holder fast i, at børnene skal lære livets spilleregler fra begyndelsen.

Jeg kender ikke desto mindre en familie, som i flere år fejrede jul med en enlig faster. Inden risalamanden kom på bordet, fortalte hun historien om, at hun aldrig havde fået mandlen, og når det hele var spist op, forkyndte hun igen, at heller ikke i år fik hun mandlen. Et år havde familien rent faktisk snydt med mandlen og gemt den i fasterens tallerken, så hun i det mindste én gang kunne opleve at være den heldige udvalgte. Men hun må have spist mandlen uden at opdage det - for også dette år sluttede med den samme fortælling.
Det får mig til at tænke på alle de andre mandler og muligheder, der må være gået denne kvindes næste forbi. Alt det hun aldrig har set og oplevet, fordi hun havde bygget en fortælling op om sig selv som den, der aldrig får noget. Tænk på alle dem, der måske har bejlet til hende gennem livet, uden at hun har opdaget det.

I løbet af et levet liv kan der være meget smertelig, som gik tabt for os. Muligheder der ikke blev til noget. Drømme vi måtte opgive. Områder af tilværelsen vi aldrig kom i nærheden af. Men så blev der så meget andet. Andre muligheder - som ellers ikke var blevet til noget - opstod i stedet.
Tilfældigheder som blev vore skæbne. Vi skal for eksempel ikke tænke for meget over, at netop de børn vi fik blev vores børn. Vi elsker dem netop, fordi det er vores.

Det fortæller os noget om, at vi aldrig må glemme at sige tak, for det vi fik, i stedet for at bygge en hel fortælling op om det, vi aldrig fik. Jeg vil tænke på den gamle faster og gøre mig umage for aldrig at blive bitter over de mandler, der ikke landende i min skål men huske at glæde mig sammen med dem, der fik den og skærpe blikket for de mellemrum og små portioner, jeg alligevel fik serveret i løbet af året.