Fortsæt til indhold

En ny æra for Skanderborg

Birte M. Andersen tager et kig på Skanderborg ved årsskiftet

Samfund
Af Birte M. Andersen, byrådsmedlem

Her ved indgangen til et nyt år kan vi alle glæde os over, at Skanderborg er i en rigtig god udvikling. Nu gælder det om, at få noget nyt og langtidsholdbart ud af den positive situation.
Vi skal have et stærkt fokus på at tiltrække virksomheder, der kan skabe nye og attraktive arbejdspladser. Vores beliggenhed og infrastruktur og de erhvervsgrunde vi har, blandt andet ved Vrold, skal vi udnytte offensivt til, at der kan skabes arbejdspladser, der er attraktive for unge veluddannede mennesker.
Medarbejdere der kan skabe værdi og ligeledes bidrage til udviklingen af vores by.
Meget går allerede godt. Jeg glæder mig over, at vi snart kan gå i gang med udvidelsen af Kulturhuset. Det er der brug for. Kulturhuset er rammen om mange gode og spændende arrangementer inden for foreningslivet og kulturen. De mange positive frivillige er grundlaget for en god organisering af Kulturhusets tilbud.
Det er der basis for at udvikle, så vi forbinder Kulturhusets aktiviteter med den smukke natur, vi er placeret midt i.
Et moderne tilpasset og smukt anlagt Søbad, vil være en nyskabelse, som kan benyttes både rekreativt og funktionelt. Det vil kunne forbinde by og sø, kultur og natur.
Også ombygningen af krydses Adelgade og Ole Lund Kirkegaards Stræde vil bidrage til et løft af Skanderborg Midtby.
Vi skal også arbejde kreativt og konstruktivt med infrastrukturen.
Der vil i de kommende år blive bygget rigtig meget lækkert og attraktivt. Søbyen er snart færdigudviklet. Pilgrimsgrunden vil blive bebygget, projektet omkring Lille Nyhavn bliver realiseret, og der vil komm et spændende byggeri på den gamle rådhusgrund og på Vesterskovvej.
Både i antal og i udformning bliver alt dette meget stort og tegner en ny æra for Skanderborg. Det kan vi både glædes og være stolte over. Som kommune skal vi rettidigt gribe de nye udviklings muligheder. Vi skal tænke langsigtet og i helheder.
Med de mange nye boliger bliver der brug for flere parkeringspladser i midtbyen. Planerne om et p-hus ved Møllegade er fornuftige. Af hensyn til områdets æstetik, tror jeg, sådant et hus bør placeres under jorden. Til- og frakørselsforholdene i byen skal vi have et stærkt og professionelt fokus på. Det bliver nødvendigt med den store udvikling, der tegner sig for vores by.
Godt Nytår!