Fortsæt til indhold

Det Grønne Museum bygger for 45 millioner

Peter Bavnshøj gør status over sit sidste år som direktør på Det Grønne Museum, hvor han fortsætter som inspektør

Samfund
John Pedersen

Gl. Estrup Museet lukker. Lidt af en nyhed - og så alligevel ikke.
Det Grønne Museum på Gl. Estrup holder lukket for publikumsbesøg de næste knap tre måneder.
Det sker for at give håndværkerne lejlighed til at afslutte de forskellige igangværende ombygninger og give medarbejderne tid til at få nye udstillinger bygget op helt fra bunden af.
Normalt er der lukket i januar, men i år åbnes der først igen Skærtorsdag, 29. marts - og det sker blandt andet med nye spændende udstillinger, hvor man for alvor vil kunne mærke, at jagt- og skovbrug nu også er en fast bestanddel af museets virkeområde.
Naboerne på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet holder i år kun lukket i januar.
Fra februar vil være en reduceret museums-pris og selv om man jo ikke kan komme ind på Det Grønne Museum, er de store udenomsarealer fuldt tilgængelige for publikum.

Bygger nye magasiner

Regningerne for de samlede byggerier - på selve museet og på den gamle kartoffelmelsfabrik i Auning, hvor der er magasiner og depoter - beløber sig til omkring 45 millioner kroner.
For Peter Bavnshøj blev 2017 hans sidste år som direktør på museet på Gl. Estrup, hvor han ved årsskiftet overlader rorpinden til Anne Bjerrekær , der kommer fra en stilling som direktør på Horsens Museum.
En af årets sidste opgaver var at holde flyttedag og rykke 30 meter ned ad gangen for at overlade direktørkontoret til sin afløser.
I sit nye job som museumsinspektør på Det Grønne Museum kommer Peter Bavnshøj blandt andet til at beskæftige sig med forskningsopgaver inden for landbrugshistorien samt en række øvrige opgaver i forbindelse med museets daglige drift og den igangværende fusion mellem det tidligere Dansk Landbrugsmuseum og Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm.
Og så skal han lige bruge lidt tid i begyndelsen af 2018 til at færdiggøre sin sidste årsrapport for året der gik på Det Grønne Museum.
Peter Bavnshøj har været direktør på museet på Gl. Estrup siden 1999.

Peter Bavnshøj viser her hvor museets butik bliver placeret, når der åbnes igen til Påske.

Lidt flere gæster i 2018

De omfattende bygningsmæssige ændringer blev påbegyndt for flere måneder siden, men har til dato ikke påvirket besøgstallet, der for 2017 lander omkring de 100.000.
Og det er et par tusinde højere end året før.
Det der kendes som besøgsmagasinet, bliver et af de nye permanente udstillingsområder og kommer til at rumme de nye basisudstillinger, der skal være klar i februar 2019.
Det bliver med emner om både mad, jagt og skovbrug - men også om landbrugets udvikling fra 1950 - tiden hvor erhvervet har oplevet den helt vilde og voldsomme udvikling.
Allerede i år har man kunnet besøge “Flytteudstillingen” med udvalgte effekter fra jagt- og skovbrugsmuseet.
I 2018 er planlagt en række nye arrangementsdage med en række foredrag, ligesom de traditionelle begivenheder vil blive fornyet og vise nye sider af Det Grønne Museums samlede virke.
Og så bliver det jo op til den nye museumsdirektør Anne Bjerrekær at sætte sine aftryk på, hvordan museet skal udvikle sig i de kommende år.

Malerne har lige give gulvene i besøgsmagasinerne en grundig overhaling, så de bliver klar til at rumme de nye basis-udstillinger. Bemærk de nye terasser, der giver fine oversigtsmuligheder for gæsterne.Foto: John Pedersen

90 flyttelæs fra Sjælland

Det omfattende integrationsprojekt med at fusionere de to store museer er godt i gænge på alle områder.
Rent fysisk er 11-12 af de omkring 90 planlagte store flyttelæs fra Hørsholm placeret i lejede midlertidige lokaler i Auning.
Herfra skal de så flyttes til de permanente magasiner, der er under opførelse på kartoffelmelsfabrikken.
Flytningen fra Hørsholm skal være afsluttet inden sommerferien.
“Det er gået over stok og sten over hele året. Men et rigtig godt museums-år med masser af gæster, selv om vi har haft fremmede håndværkere til at løbe rundt”, fortæller Peter Bavnshøj.

Den nye og udvidede skoletjeneste har allerede taget nye, lyse lokaler i brug og her indgår både jagt og skovbrug som nye, spændende emneomnråder som supplement til mad og landbrug. Foto: John Pedersen

Madens Hus en milepæl

Han fremhæver her som det seneste, et helt fantastisk julemarked med flere gæster end sidste år, ligesom museet også have været på fremmed boldgade, blandt andet på Food-Festival og Landsskuet i Herning. Åbningen af Madens Hus først på året, er også en af de helt store milepæle med bygningsmæssige rammer, der giver helt nye muligheder og hvor det hele er samlet.
“Og så har vi åbnet et nyt naturværksted til skoletjenesten. Her har vores folk, der arbejder med formidling til børn, fået nogle helt nye rammer - og her indgår nu også jagt og skovbrug”.
Det nye værksted er indrettet, hvor der tidligere var biavlsudstilling.
Når Det Grønne Museum åbner igen til Påske, så vil butikken være rykket lidt længere ind i museet.
Gæsterne vil også møde andre bygningsmæssige forandringer, der også giver nye indtryk - blandt andet i selve centralhallen, hvor der er en omfattende ombygning undervejs.
Og den kan man som museumsgæst til foråret for alvor glæde sig til at opleve.