Fra Superligaen til SuperBrugsen
41-årige Anders Rasmussen bliver fra nytår ny uddeler i SuperBrugsen i Auning
Fra 1. januar får SuperBrugsen i Auning ny uddeler. Det bliver 41-årige Anders Rasmussen, der er bosat i Hinnerup, men kommer fra en stilling som uddeler i SuperBrugsen i Ry, hvor han har været siden 2014.
Den nye uddeler lægger ikke skjul på, at han nok har en lidt anden profil end de fleste andre i branchen.
Anders har nemlig i 10 år levet som professionel fodboldspiller i klubber som FC Midtjylland, Viborg FF og AGF.
I 2002 blev han hentet til FC Midtjylland som reservemålmand for Peter Skov Jensen, som blev solgt til udlandet i vinteren 2005. Herefter var Anders med til at konsolidere klubbens placering som nummer tre i Superligaen og dermed vinde bronze. Han nåede at spille 61 ligakampe for “ulvene”.
10 år som professionel fodboldspiller
Inden han i 2012 sluttede sin professionelle karriere i AGF, hvor han spillede ungdomsfodbold , havde han et års tid i Viborg FF.
34 år gammel lagde han fodboldstøvlerne på hylden og vendte tilbage til købmandsfaget, hvor han i sin tid blev udlært hos købmanden i sin hjemby, Hinnerup.Inden fodboldkarrieren nåede han blandt andet at arbejde hos en selvstændig købmand i Randers, var ansat en kort periode hos Bilka i Tilst og kørte som salgskonsulent til dagligvarebranchen i to år.
“Så var jeg så heldig at kunne tage hul på min største drøm i mit liv, at blive professionel fodboldspiller - og det nåede jeg så i 10 år, inden jeg stoppede på grund af alder. Datomærkningen blev for gammel”, fortæller Anders Rasmussen, der bor i Hinnerup, er gift med Lotte og har to børn.
I tiden efter stoppet som fodboldspiller har Anders været ansat som souschef i SuperBrugserne i Kolt og Hornslet og fra 2014 som uddeler i SuperBrugsen i Ry.