Kun få vil efterlade penge til deres børn
Kun 16 procent sparer op til ungerne
Når danskerne går og sparer op til pension, er det kun 16 procent af os, der lægger penge til side for at kunne efterlade noget til vores børn.
Det viser en rundspørge blandt 1.032 danskere med en årsindkomst over 500.000 kroner, som Epinion har foretaget for Investering og Tryghed. I stedet sparer vi op til os selv.
76 procent angiver det som en stor motivation at kunne være økonomisk uafhængig, når de går på pension. 56 procent sparer også op, fordi de vil rejse ud og opleve verden. Men hvis det er de formål, man sparer op til, er der mange, som ikke lægger nok til side til, at det er realistisk.
36 procent sparer slet ikke op til pension, og 38 procent sparer mellem 1 og 10 procent af deres løn op. Ifølge Investering og Tryghed skal man spare 15 procent op fra 25-årsalderen, hvis man vil være økonomisk uafhængig som pensionist.