Fortsæt til indhold

Byrådet i Skanderborg fortsætter med at gå nye veje

Nye byrødder går i gang med politiske arbejde uden skolebænk

Samfund
Arkiv

Selv om det nye byråd først tiltræder formelt 1. januar, er politikerne gået i gang med arbejdet.


Det afgående byråd har forberedt en proces, der for kort tid siden blev indledt, og som over de næste par måneder vil føre frem til en ny udviklingspolitik, hvor byrådsmedlemmerne sammenfatter de vigtigste, fælles ambitioner for de næste fire år.


“Vi skal kigge på hele perioden i helikopterperspektiv og have de store temaer på bordet, og så skal vi bruge tid på at finde en rigtig god arbejdsform, så vi også kan skabe vigtige politiske resultater til gavn for hele kommunen,” siger borgmester Jørgen Gaarde.

Det blanke papirs princip

Politikerne begynder arbejdet ud fra det blanke papirs princip, der oversat betyder, at det er en helt åben opgave, de går til. Blandt andet foregår de første drøftelser uden embedsmænd. Til inspiration har det afgående byråd videresendt en såkaldt “depeche” med forslag til fokusområder. Det samme har den kommunale administration. Men ingen af dokumenterne er på nogen måde bindende for arbejdet. De er blot til inspiration, når medlemmerne skal vælge, hvilke udfordringer og muligheder, der skal i spil til udviklingspolitikken.

“Det er et stort og komplekst ansvar, som et byråd bærer. Der kommer hurtigt masser af sager på dagsordenen, som udspringer af andres initiativer. Derfor har det afgående byråd lagt vægt på, at efterfølgerne fra starten sætter deres egen dagsorden og prioriterer, hvad der i særlig grad skal drøftes og udvikles i de kommende år,” fortæller borgmester Jørgen Gaarde.

I mange kommuner er det embedsmænd, som klæder politikerne på. I Skanderborg er den opgave overdraget til nogle af de mere end 500 medlemmer af brugerbestyrelser, råd og nævn, der er i kommunen. Det kaldes borgerrepræsentationen.

Det princip gælder også i forbindelse med byrådets første møde med de forskellige fagområder i kommunen. Her er det ikke fagfolk, men medlemmer af skolebestyrelser, brugerråd og nævn, der stiller op til drøftelse.