Hammel GF får brydning og eSport Idrætsforeningen fejrer 100 års jubilæum med to nye afdelinger
Når Hammel GF i 2018 fejrer 100 års jubilæum, markeres det med forskellige arrangementer. Jubilæumsåret starter med, at foreningen har fået to nye afdelinger, så der nu er 11 afdelinger.
Den tidligere Voldby Brydeklub har skiftet navn til Favrskov Brydeklub og er fra årsskiftet blevet en del af Hammel GF. Desuden har foreningen fået en helt ny afdeling nemlig Favrskov eSport.
Hygge og elite
eSport breder sig, og ideen er både at give plads til børn og voksne, som vil hygge sig med computerspil, til folk som vil træne computerspil samt en eliteafdeling, som på sigt kan deltage i stævner.
“Vi håber, at vi kan trække en del af de mennesker, som sidder alene hjemme og spiller, ind i idrætscentret, så de bliver en del af et fællesskab ,” siger formanden for Hammel GF Mogens Lyngby.
Både han og Hammel GFs eventchef Allan Bo Andresen er stolte over, at Hammel GF er den første forening i kommunen, som tilbyder eSport.
Stor investering
Hammel GF har købt 20 nye computere til Favrskov eSport, og afdelingen får det lokale over svømmehallen, som brydeklubben hidtil har haft.
Ikke kun den store økonomiske investering på 250.000 kr. viser, at der er tale om computerspillet i idrætsforeningen er et seriøst tilbud. Afdelingen har også regler om, at forældre skal give tilladelse til at børn og unge kan spille spil med nedre aldersgrænser, og at der er frugt og vand på menuen i klublokalet.
Hele Favrskov
Selv om foreningen har adresse i Hammel, så signalerer navnet Favrskov eSport, at den er åben for både børn og voksne, og også for folk, som ikke bor i kommunen.
Formanden for eSportsafdelingen er Benny Præstegaard. Han er træner sammen med Michael Juul Thomsen. Begge har spillet computerspil i mange år og ser et stort potentiale i den nye afdeling, fordi eSport bliver større og større ikke kun i Danmark men i hele verden.
”Computerspil på eliteplan kræver også en god fysik, derfor vil elitespillerne få tilbudt fysisk træning, øvelser i samarbejde og kommunikation, ” fortæller Michael Juul Thomsen, som var med til at starte eSport som fag på Søndervangskolen i Hammel og nu underviser i faget på Sorring Skole.
Tyverisikring
I øjeblikket arbejder Hammel GF på at få tyverisikret lokalet og installeret bredbånd, så der er stabile internet-forbindelser til rådighed for de mange mennesker, som man forventer vil melde sig ind i den nye afdeling.
Favrskov eSport holder informationsmøde i idrætscentret 24. januar.
Planen er invitere til åbent hus i uge 6, hvor alle kan komme og prøve at spille. Også ved Åben Idræt 3. februar kan der spilles computerspil. Fra uge 8 starter afdelingen for alvor, og planen er at der kan spilles de fleste af ugens dage.
Brydeklubben
Voldby Brydeklub havde i mange år lokaler i den gamle skole i Voldby. Da Favrskov Kommune solgte skolen til en privat investor, flyttede klubben til Hammel Idrætscenter. Lokalet over svømmehallen var dog ikke optimalt på grund af lav loftshøjde.
Nu flytter bryderne så igen, nemlig til Arenaen, hvor bryderne får træningstid sammen med Hammel Karate mandag og onsdag.
Samtidig bliver bryderne en del af HGF, men da navnet Favrskov Brydeklub er rimelig nyt, bevares dette.
“Vi synes, at det er synd, hvis klubben igen skal skifte navn, derfor hedder den fortsat Favrskov Brydeklub,” siger formanden for Hammel GF Mogens Lyngby.