Danskerne flokkes om buffetbordene
Buffetrcestauranter buldrer frem på trods af dagsordener om gourmetmad og mindre madspild
Flæsk, kødsovs, pomfritter, salat, flødekartofler og et væld af andre forskellige retter på rad og række. Du kan tage så meget, du vil – så mange gange, du vil. Eller hvad med femten forskellige slags kød i ubegrænsede mængder med lidt salat? I begge tilfælde til højst et par hundred kroner.
Koncepterne stammer fra de to fremadstormende kæder Dalle Valle og Flammen, og danskerne elsker det.
Buffetkoncepterne har faktisk så stor succes, at Dalle Valle har udvidet fra en enkelt restaurant i 2011 til 12 i 2017 – med tre flere på vej i efteråret. Flammen er siden 2009 nået op på 13 restauranter.
I begge tilfælde har kæderne haft så markant fremgang, at godt 10 procent af den voksne befolkning mindst én gang har besøgt dem inden for de seneste seks måneder, viser en YouGov-måling for Søndagsavisen.
Det betyder, at alt mellem en halv og en hel million danskere har stået foran en af de to kæders buffetborde siden marts i år.
Noget for alle
“Når de her buffetkoncepter vinder frem, handler det om to ting. Det ene er glæden ved overspisning, hvor man på forhånd ved, at man går derfra propmæt – det spiller helt klart en rolle for mange. Den anden er, at det tiltaler mange familier. Du kan gå ind til sådan en buffet med en 9-årig, 15-årig, 40-årig og 70-årig, og der vil være noget for alle,” siger Martin Kreutzer, der er ernæringsekspert og har skrevet adskillige bøger om danskernes kostvaner.
Hos Dalle Valle forklarer hr-chef Stine Fynbo Pedersen, at restauranterne har oplevet et konstant stigende antal kunder siden første åbning i 2011.
“Konceptet har fra starten været, at alle kan komme og få en god middag til en pris, der er til at betale. Vi serverer ikke gourmetmad, men man kan få et godt måltid til en god pris. Vi har mange unge kunder, vi har mange ældre, og vi har mange selskaber – familier og så videre – fordi der er plads til det på vores restauranter. Prisen betyder selvfølgelig meget, men selve atmosfæren og oplevelsen er også vigtig,” siger hun.
Buffetkoncepternes store succes lå ellers ikke umiddelbart i kortene. De seneste år har finere gourmetmad fyldt dagsordenen, ligesom store kampagner om at stoppe madspild har haft vind i sejlene.
“Det kan godt være, at det har fyldt meget, men det gør det hovedsageligt i eliten – de øverste 10-20 procent. De her buffetkoncepter henvender sig til den brede befolkning, især fordi alle kan være med rent prismæssigt,” siger Martin Kreutzer og tilføjer:
“All inclusive-koncepter har altid været ret populære i Danmark. Vi går generelt gerne på kompromis med kvaliteten, hvis vi kan få så meget mad som overhovedet muligt.”