Fortsæt til indhold

Har du brug for kosttilskud?

I bedste fald er det spild af penge, i værste fald er det sund-hedsskadeligt at spise unødvendige kosttilskud, siger farmaceut

Samfund
Af Louise A. Poulsen lap@sondagsavisen.dk

Over halvdelen af danskerne – 59 procent – tager kosttilskud i form af vitaminer og/eller mineraler. Det viser tal fra DTU.
Men for de fleste danskere er det slet ikke nødvendigt.
“Mange danskere tager kosttilskud, uden at det er nødvendigt. I bedste fald er det spild af penge, i værste fald kan det være sundhedsskadeligt,” siger Tine Vestergaard, farmaceut og stifter af onlineapoteket apopro.dk.
Hun oplever, at en del kunder køber vitaminer og mineraler på apoteket.
“Det kan være alt fra folk, der tager en almindelig vitaminpille – eller giver den til deres børn – til folk, der køber for eksempel stærke B-vitaminer og kalk. Men langt de fleste får dækket vitamin- og mineralbehovet gennem kosten. Det er et fåtal, der har behov for at tage kosttilskud,” siger Tine Vestergaard.

Særlige anbefalinger

En undersøgelse af danskernes kost fra DTU viser det samme. Den konkluderer, at personer, der spiser en almindelig, varieret kost ikke har behov for kosttilskud, og at de ved at tage kosttilskud øger deres risiko for at indtage mineraler og vitaminer i for høje doser.
Men hvem er det så, der kan have brug for ekstra vitaminer og mineraler?
“Almindelige mennesker, der spiser sundt og varieret, har ikke brug for det. Men der er nogle særlige anbefalinger for eksempelvis spædbørn og ældre. Og så er der særlige behov, hvis man er syg, får noget bestemt medicin eller ikke spiser varieret. For eksempel bør børn, der på grund af kræsenhed slet ikke spiser frugt eller grønt, få tilskud. Det samme gælder, hvis de slet ikke får mælkeprodukter. Men det er altså mest, hvis man undgår en hel fødevaregruppe, at man bør være opmærksom,” siger Tine Vestergaard.
Kan man ikke for en sikkerheds skyld tage en vitaminpille – eller kan man få for mange vitaminer?
“En multivitaminpille vil ikke skade, men er som sagt unødvendig for langt de fleste. Overdosering kan ske, hvis man tager flere kosttilskud samtidig, som dækker nogle af de samme vitaminer. Her kan lever og/eller nyrer, der udskiller det, vi ikke har brug for, komme på overarbejde,” siger Tine Vestergaard.