Fortsæt til indhold

Fra kostald til kærlig klub

Der er fredag jubilæum og åbent hus hos Hammel Fritidscenter, Gården

Samfund
Arkiv

Fredag 15. december er der åbent hus på Hammel Fritidscenter, Gården på Sallvej 39 i Hammel.
Det sker for at fejre, at huset i de seneste 40 år har rummet børn og unge i alle aldre og været rammen for alskens pasnings- fritids- og undervisningsaktiviteter.
Huset blev oprindelig bygget som tyrestation og lå i tidernes morgen midt på en græsmark i udkanten af byen.
Fra klubbens start i 1977 og til i dag har huset undergået ikke så få forandringer både med hensyn til funktion og indretning, skriver klubben i en pressemeddelelse.

Husets hjerte

Der har både været fritids- og aftenklub, pasningsordning, børnehave og aftenskoleundervisning. I perioden har huset også rummet spejdere og dagplejekontor.
Ved kommunesammenlægningen blev stedet en del af Favrskov Ungdomsskole, og efter en større ombygning i år er huset mere end parat til fritidsklubbørn, unge i aftenklub og unge, der benytter sig af ungdomsskolens undervisningstilbud.
Klubben er garant for en indholdsrig fritid med både aktivitetshal til boldspil, bordtennis og leg, Playstation-rum, airhockey, pool og bordfodbold, kreativt værksted, træ, glas og cykelværksted samt lokaler til afslapning og snak.
Husets hjerte er det store køkken-alrum, hvor der hygges med eftermiddagsmad og brætspil, som er blevet særdeles populært. Desuden er der et musikrum på tegnebrættet.
Da klubben er en del af Favrskov Ungdomsskole, er der ofte arrangementer med kommunens andre klubber. Blandt andet arrangeres der LAN-party, diskotek, klubdyst, klatring, cross, bmx, skaterture og sommerlejr. Klubben har desuden deltaget i kulturbyåbning og 'bag for en sag' i løbet af året.
For personalet er det vigtigt, at klubben er et sted, hvor der er plads til alle.
Personalet glæder sig til at vise det hele frem for tidligere, nuværende og fremtidige brugere af stedet. Men alle interesserede skal være hjertelig velkomne på dagen til en rundvisning, kaffe og kage. jbe