Det ’er udtryk for ignorance’
Debatten om den aflyste julegudstjeneste i Græsted har raset de seneste mange dage. Nu melder skolebestyrelsen klart ud
Torsdag havde skolebestyrelsen på Gribskolen indkaldt til ekstraordinært møde for at diskutere sagen med aflysningen af julegudstjenesten i Græsted Kirke. Og skolebestyrelsen nåede frem til, at de støtter aflysningen.
“Skolebestyrelsen har tillid til, at skolens ledelse og medarbejdere træffer de beslutninger, der skaber størst mulig værdi for eleverne, er meldingen efter et skolebestyrelsesmøde.”
“Derfor bakker bestyrelsen op omkring skolens beslutning og ønske om at skabe nye traditioner, som inddrager børn og unge og skaber fællesskaber på tværs af årgangene,” skriver de i en pressemeddelelse.
Men den udmelding gør ikke det store indtryk på borgmester Kim Valentin (V). Tværtimod.
“At begå en fejl en gang kan ske, men at begå den samme fejl to gange er udtryk for ignorance eller ligegyldighed,” skriver han på sin Facebook-profil som kommentar til beslutningen.
“Nu tager vi en god snak i byrådet på mandag om, hvad vi skal beslutte omkring juletraditionerne i Gribskov. Min holdning er, at vi skal fastholde traditionerne omkring vores højtider, fordi det dels styrker både integrationen og sammenhængskraften og dels er en vigtig del af vores historie. Jeg vil arbejde for, at skoleledelserne på vores skoler respekterer de danske juletraditioner,” skriver Kim Valentin og fortæller videre, at han mener, at sagen er udtryk for 'misforstået hensynstagen'
“Lad os lige huske på at det er skolens misforstået hensyntagen til IKKE-kristne der er problemet. Det er simpelthen en ringe beslutning som hverken hjælper den ene eller den anden.”
Også formanden for børneudvalget i Gribskov Kommune, Trine Egetved (K), er uenig i beslutningen om at aflyse julegudstjenesten.
“Min grundholdning er, at vi altså bor i Danmark, og vi er et land, der bygger på kristne grundholdninger og traditioner. Det er en smuk tradition, at børnene kommer i kirke med deres skole, og det er ikke en plausibel forklaring, at nogle børn har en anden trosretning. Der må så laves anden undervisning for de børn, som ikke ønsker at deltage pga. religiøs overbevisning,” har hun tidligere skrevet i et opslag på Facebook. Her bekendtgjorde hun dog også, at respekterer skolens beslutning.
“Dog vil jeg sige, at jeg respekterer skolens beslutning, hvis forældrebestyrelse og forældrene generelt bakker op om det, selvom jeg synes det er meget ærgerligt og en glidebane i en forkert retning,” skriver Trine Egetved.
Sagen med den aflyste julegudstjeneste har gået det meste af landet rundt, siden aflysningen blev meldt ud på forældreintra sidste fredag. Faktisk nåede den helt til tops i det politiske system, da statsminister Lars Løkke Rasmussen pludselig blandede sig.
“Var ellers i gang med at skrive et indslag i min Some-julekalender fra barndommens folkeskole i Græsted, hvor jeg gik fra 1. til 9. klasse - og så ser jeg det her! Det er en ommer!,” skrev han på Facebook.
Også undervisningsminister Merete Riisager var imod beslutningen.
“Jeg synes, det er helt forkert. Man skal ikke afskaffe sine traditioner, fordi nogle elever har anden baggrund. Det er misforstået hensyntagen,” har Merete Riisager sagt til TV 2.
Men trods det store pres står skolebestyrelsen på Gribskolen altså fast.
“Vi ser stor værdi i stærke børnefællesskaber, der opstår og styrkes, når børn laver noget sammen. For os handler det om at skabe rum for det, der binder eleverne sammen,” skriver skolebestyrelsen i pressemeddelelsen.