Fortsæt til indhold

Søskendepar bag ny optikerbutik i Adelgade

Skanderborg Optik slår dørene op i dag

Samfund
Claus Sonne

I dag åbner Skanderborgs syvende optikerforretning, når optikerne og søskendeparret Charlotte Birch Laursen og Morten Birch Jensen samt 'blæksprutten' Janni Birch Jensen, der er gift med Morten, på Adelgade 84 slår dørene op til Skanderborg Optik.
Mange vil sikkert huske Charlotte Birch Laursen og Morten Birch Jensen fra deres tid hos Profil Optik på Adelgade - det er nu henholdsvis 5 og 10 år siden, de sidst 'huserede' der.
LÆS OGSÅ: Ny optiker i Skanderborg - Det er en drøm at komme hjem
“Vi glæder os begge til at vende tilbage til Skanderborg,” fastslår Morten Birch Jensen, der i mellemtiden har drevet- og stadig driver - en butik i Herning, mens Charlotte Birch Laursen har arbejdet i Hammel.
“Vi vil gerne give vores kunder en anderledes oplevelse, end de kan få hos de øvrige optikere i byen. Det skal blandt andet ske via en 'maskinpark', man ikke kan finde andre steder i Skanderborg, og via en satsning på mærker og produkter, der skiller sig lidt ud. Vi har stor fokus på bæredygtighed, og vi vil blandt andet komme til at sælge briller af naturmaterialer som træ eller horn fra enten en yakokse eller en vandbøffel,” fortæller Morten Birch Jensen.