Fortsæt til indhold

Genbrugsbølgen vokser i hele landet

Vi køber mere brugt, men går efter vidt forskellige ting på tværs af landet. “Danskerne elsker en god handel,” forklarer ekspert

Samfund
Af Niels Philip Kjeldsen npk@sondagsavisen.dk

Det behøver ikke nødvendigvis at være spritnyt, når danskerne skal have ny sofa eller havetraktor. I stedet køber vi i stigende grad brugt, viser tal fra DBA's genbrugsindeks 2017.
Inden for de seneste 12 måneder har danskerne i gennemsnit brugt 6.869 kroner på genbrugsvarer – det er 2.488 kroner mere end året før. Samtidig har vi gennemsnitligt solgt aflagte ting for 4.971 kroner – en stigning på 740 kroner i forhold til året før.
“Det er udtryk for en øget bevidsthed om, at verdens ressourcer er begrænsede. Det er blevet moderne at gå op i, at vi skal passe på vores ressourcer, og at ting kan bruges mere end én gang. Bæredygtighed er blevet populært, mens køb og smid væk-kulturen ikke er så moderne nu,” siger Peter Mølkjær, der er forbrugerekspert hos Deloitte.

Elsker en god handel

Vores forkærlighed for at få budgettet til at række længere og gøre en god handel fylder dog også meget.
“Kan danskerne købe en sofa, der koster 15.000 kroner i Bolia til 5.000 på Den Blå Avis, så har vi ikke brugt 5.000 – så har vi sparet 10.000. Det er voldsomt tilfredsstillende, og vi elsker at fortælle os selv og andre om en god handel,” siger Peter Mølkjær.
Tendensen til at købe flere brugte ting er stigende i hele landet. Alligevel er der markante regionale forskelle – både i forhold til, hvor mange der køber brugt, og hvad vi går efter, når vi søger efter brugte varer på DBA. Se nogle af de største forskelle her.