Thi roserne vækster i dale

Som professionel sprogtosse er jeg en af dem, der er irriterende rethaverisk at høre på, når sproget ændrer sig. For det ligger fast, at vores sprog ændrer sig, og som regel til det værre.
Når jeg har mit reklamemandstøj på, må jeg døje udtryk som 'den lange bane' eller 'fremadrettet' eller endnu værre: 'den fremadrettede bane'. Det får så være. Jeg må erkende, at sproget flytter sig, og at jeg som en halvgammel tosse har svært ved at flytte mig med det, så jeg forbeholder mig hermed ret til at forblive mavesurt korrigerende.
Jeg er ikke ret agil eller, som det hed for nogle år siden, forandringsparat, over for modeord som for eksempel agil eller forandringsparat – og helt galt bliver det, når sprogmode bliver til nonsens. Jeg taler her om det nye modeord at vækste, som jeg afskyer. Fordi: Vi har på dansk et fint verbum, der hedder at vokse. Det er, når noget gror, bliver større, både i reel og i overført betydning. Deraf kommer et substantiv, der hedder vækst.
Vækst er i moderne betydning en betegnelse for processen at vokse, men kan også betyde noget andet, nemlig det færdige resultat; det, der er groet op og står voksent og parat.
Tillad mig at støve Brorson af; han kunne nemlig bruge sproget agilt, selv om han levede for 250 år siden. Ahem. Slå op i salmebogen på 'Den yndigste Rose er funden', som er en sand juvel i vores nationale digtning, også for en ussel agnostiker som mig. Brorson skriver om ”Vor Vækstes fordærvede Grøde.” Det er der ingen, der forstår nu om dage, så i salmebogen står der: ”Vor slægts den fordærvede grøde.” Og det er ikke nær så fuldendt et billede.
På samme måde skriver han: ”Ak! Søger de nedrige Steder/i Støvet for Frelseren græder.” Også det var smukt engang, men de nedrige steder er altså ikke de steder, hvor de først lukker klokken seks om morgenen, når den sidste bums er smidt ud. De nedrige steder er bare de lavtliggende steder – ”thi Roserne voxe i Dale.” Men fordi ordet nedrig har ændret betydning siden Brorsons tid, hedder det i dag: ”Ak! Søger de ydmyge steder.” Hvilket er afskyeligt, sprogligt set. ”Di hyydmygøstedår.” Musikken er væk – og metaforen er ringe.
Men det, jeg egentlig ville sige, var dette: Sproget flytter sig (jeg gør ikke). Og hvis Brorson havde været i live i dag, ville han sige med mig: Nogle sproglige forandringer er naturlige, andre er væmmelige. At tage ordet 'Vækst' og at forvandle det tilbage til et verbum er stygt, fælt og burde straffes med læsning af hele ”Troens rare Klenodie”, til man kan lektien udenad: Du må ikke sige vækste. Det burde koste en ørefigen, en begmand og en kindhest. En daler i bødekassen.
Lad verden mig alting betage. Lad tornene rive og nage. Lad hjertet kun dåne og briste. Men lad være med at sige: Vi vækster. Det gør vi ikke. Vi vokser, og vi vokser i sproget.