“Svanerne” fejrede Lions-bevægelsens 100 års dag
17. december kunne Lions-bevægelsen, der blev stiftet i USA fejre sit 100 års jubilæum.
Det havde Lions Club Svanerne Norddjurs valgt at markere på Herregårdsmuseet - Gammel Estrup i forbindelse med salget af juletræer på slottet.
I anledning af 100-års dagen var fremstillet en jubilæums-fakkel, som har taget vejen oppe fra Grønland og siden været rundt i hele landet og med ved mange Lions-aktiviteter i løbet af 2017.
I weekenden 16. og 17. december var faklen at se på Svanernes stand i Borggården på Gammel Estrup.
Og søndag på selve 100-års dagen blev faklen båret ud gennem borgporten på herregården, hvor koret “AD HOC” sang nogle salmer, hvorefter alle gik i fakkeloptog ud ad porten og sendte faklen videre.
Faklen som symbol
For Lions rummer faklen flere symboler. Flammen som lyskilde symboliserer, at der er håb forude for de medmennesker, som lider nød og som trænger til hjælp fra Lions.
Varmen fra flammen symboliserer den omsorg og hjælp, som enhver Lions yder medmennesker, når der er behov for hjælp.
Selve faklen symboliserer, at Lions er på vej med en fantastisk historie om verdens største humanitære hjælpeorganisation, som igennem 100 år har ydet bistand lokalt, nationalt og globalt.
Til Danmark i 1950
Lions kom først til Danmark i 1950, men i dag er der 300 klubber med tilsammen 6150 medlemmer.
På verdensplan tæller organisationen 1,4 millioner fordelt på 45.000 klubber i mere end 200 lande.
Lions Danmark donerer årligt omkring 30 millioner til humanitære formål. Pengene fordeles suverænt af den enkelte klub og går til både internationale, nationale og formål i nærområdet.
Lions Club Svanerne har hjemme i Gl. Estrups lokalområde og tæller i dag 24 medlemmer.
Salget af juletræer og andre ting der hører julen til er sammen med motionseventen Auning Løbet et par væsentlige indtægtskilder i det humanitære arbejde.
I flere år har Svanerne støttet blandt andet Børnecancerfonden, Julemærkehjemmet i Hobro samt uddelt julekurve til udsatte familier i lokalområdet.
Desuden støttes lokale aktiviteter, hvortil der søges om støtte.