Klassesammenlægninger vækker forældre-harme i Skæring
Flere forældre er utilfredse med Skæring Skoles håndtering af klassesammenlægninger på 4. årgang. Skoleleder mener, hun viser rettidig omhu
Eleverne i 4. klasse på Skæring Skole fik nye klassekammerater kort før jul, da fire klasser blev til tre.
Beslutningen har vakt stor undren hos flere af elevernes forældre.
En af dem er Ole Kjær, som selv er lærer på en friskole.
“Det er ikke optimalt for børns skolegang, at der i de tre sammenlagte klasser allerede nu er 28 elever i hver. Det er det lovmæssige maksimale antal, og der skal søges dispensation. Og hvis der kommer flere elever til, som bor i skoledistriktet, er skolen forpligtiget til at tage dem. Og med så mange elever er det helt sikkert, at der vil komme mere uro i klasserne,” siger han.
LÆS OGSÅ Debatindlæg: Kortere skoledag og max 24 elever i klassen
Ifølge Ole Kjær er mange forældre lige nu meget oprørte over, at skoleleder Anne Schwartz vælger at gennemtvinge sammenlægningerne på 4. årgang på trods af stigende elevantal, som kan bevirke, at der muligvis vil ske ændringer igen, når klasserne bliver for store, og der i princippet skal dannes nye klasser igen i det nye skoleår.
“Jeg havde håbet, at ledelsen på skolen havde haft mere is i maven og ventet til et nyt skoleår var begyndt og ikke lave sammenlægninger midt i et skoleår,” siger han.
Ole Kjær bakkes op af Charlotte Kaas, der har tvillingedrenge på årgangen, hvor en af dem har så store problemer, at han ofte ikke er i skole. Det frygter hun bliver værre i større klasser.
“Jeg synes, at 28 elever i en klasse er alt for mange, og jeg er bange for, at det går ud over de svage elever. Jeg føler, at beslutningen er et spareprojekt og synes, at tidspunktet er helt skørt,” siger hun.
Skoleleder på Skæring Skole, Anne Schwartz, er underlagt en økonomi, der til tider kræver hurtig handling:
”Klasserne på fjerde årgang lægges sammen nu, fordi vores økonomi er i en situation, hvor vi er nødt til at træffe nogle beslutninger og kigge på, hvilke håndtag vi kan dreje på, når man står i sådan en situation. Vi er i en situation, hvor vi aktuelt generer et underskud, som vi simpelthen ser os nødsaget til at handle på. Jeg står på mål for, at skolen har et så bæredygtigt budget som muligt, som ikke generer et underskud,” forklarer hun og fortsætter:
LÆS OGSÅ: Lærerformand i Aarhus ønsker loft på 24 elever i klasserne
”Man kan sige, at i alle sammenhænge er jeg som skoleleder nødt til at træffe nogle beslutninger med rettidig omhu, når situationen kræver det. Så det handler simpelthen om at prøve at skabe noget råderum indenfor de rammer, som vi har. I sådan en situation går vi blandt andet ind og kigger på, hvordan elevtallet på skolens årgange ser ud. Det er jo på ingen måde første gang, vi laver klassesammenlægninger, men det skaber selvfølgelig altid noget frustration og en masse ærgrelse hos folk,” forklarer Anne Schwartz, der har stået i spidsen for Skæring Skole i godt ti år.
Mandag før jul havde børnene så første skoledag i deres nye klasser, og ifølge Ole Kjær er der 'mange, mange sure forældre'.
“Jeg har hørt om børn, der græder om natten. I min verden sejler det rundt med forskellige skemaer og nye lærere til at undervise fra uge 9. Der er et administrativt kaos,” siger han.
Trivsel vigtigst
Anne Schwartz, vægter man økonomi over børnenes trivsel, når man gør det her?
”Vores kerneopgave er børnenes læring og trivsel, og jeg kan godt forstå, at man bliver frustreret som forælder i sådan en situation, men man kan sige, at det her en vilkårsdel for os og rigtig mange skoler. Jeg synes, vi har en rigtig god skole på Skæring Skole, også selv om vi har nogle høje klassekvotienter. Det er ikke første gang, vi laver klassesammenlægninger, og vi har gode resultater med det,” siger hun og tilføjer:
LÆS OGSÅ: Skæring-borgere sukker efter tunnel under farligt kryds
“Jeg anerkender fuldstændig, at forældre bliver frustrerede og ærgerlige over det. Det er min fornemste opgave at skabe en god hverdag i en god skole, og den prøver jeg at navigere i så godt, som jeg kan, velvidende at jeg ikke kan gøre alle tilfredse. Jeg har forståelse for forældrenes frustrationer, men jeg kan kun håbe, at alle vi voksne vil bakke op om præmissen og rammen. Det er af afgørende betydning for at lykkes godt for børnenes skyld,” fastslår Anne Schwartz, som oplyser, at der vil blive arrangeret et fyraftensmøde i januar, hvor de nye klasser vil være et tema.