Fortsæt til indhold

Nattisseri giver ringere livskvalitet

Over en million danskere får nattesøvnen forstyrret, fordi de vågner og skal tisse

Samfund
Michael Harsvik

Det er en joke at give en natpotte til en 50-års fødselsdag ledsaget af teksten: 'Velkommen i natpisserklubben'. Men faktisk kan det være en hård belastning for mange at vågne om natten for at skulle tisse. Det kaldes nykturi og rammer omkring hver anden dansker over 50 år.
Blandt dem er Ejner Hviid på 59 år. Han er oppe for at tisse hver nat.
“For tiden er det to gange. Først ved 1-2-tiden og så igen ved 4-tiden. Og så er det ikke altid, jeg kan falde i søvn igen, fordi jeg ligger og tænker. Så nogle nætter får jeg kun tre-fire timers søvn,” fortæller Ejner Hviid.
“Det kan jeg godt mærke dagen efter – og det kan min kone og kollegaerne også. Jeg bliver nok lidt mere nærtagende og kan komme til at snerre lidt på arbejdet. Jeg er lidt vingeskudt efter sådan en nat,” siger Ejner Hviid.

Dårligere livskvalitet

Han er ikke den eneste, der oplever problemer med søvnunderskud. I en brugerundersøgelse på Netdoktor svarer en del af dem, der har søvnforstyrrelser på grund af de natlige tisseture, at de oplever et markant fald i livskvaliteten, træthed om dagen, dårligere præstationer på arbejdet, og at de bliver irritable og utålmodige og husker dårligere.
Mette Hornum Bing, der er overlæge på Gynækologisk Obstetrisk afdeling på Herlev Hospital, har forsket i nykturi.
“Nogle er gode til at falde i søvn, når de har været oppe at tisse. De lever fint med det. Men de, der har svært ved at falde i søvn, bliver trætte om dagen – næsten som hvis de var berusede. De kan sidde og falde i søvn midt i en samtale og have svært ved at køre bil eller betjene værktøj,” siger hun.
“Det hører med til alderen og er et stigende problem med alderen. Men det betyder ikke, at man bare skal acceptere det, for det kan være meget generende,” siger Mette Hornum Bing.

lap@sondagsavisen.dk