Vintagemode-butik udvider med retroguld på førstesalen
Du kender Retroguld markedet fra Ridehuset – nu findes det som pop-up
Der er simpelthen for lang tid til januar 2018, hvor næste Retroguld marked afholdes i Ridehuset, mener udstillerne.
Derfor har de nu indtaget vintagebutikken Hello Vintages førstesal.
Retromøbler op ad trappen
På førstesalen i Sankt Clemens Stræde 18 kan man altså nu finde en mini-Retroguld med møbler, lamper, vaser, facadebogstaver, julepynt, keramik, nips og alt muligt andet lækkert fra ti kendte udstillere fra markederne, der normalt bliver afholdt af Louise Trillingsgaard og Frederik Madsen i Ridehuset.
”Udvalget vil hele tiden skifte, som tingene bliver solgt – og vi vil hele tiden fin-justere udvalget efter, hvad der går bedst,” udtaler indehaver Louise Trillingsgaard.
LÆS OGSÅ: Retrotøj i kassevis til fast kilopris
Der bliver altså nu rig mulighed for at shoppe efter lækkert boliginteriør i retro og industriel stil sammen med vintagetøjet i stueetagen.
“At få Retroguld møbler blandet ind imellem det seje 90'er secondhand-tøj hos Hello Vintage giver rigtig god mening – da det er samme kreative personer, varerne taler til. Bæredygtigheds-revolutionen har nærmest aldrig været større – og selv de helt unge ønsker også en personlig indretning på deres ungdoms-værelser. På førstesalen er der altså noget for enhver aldersgruppe og smag – og søger du noget bestemt, kan du sende vores ti udstillere på jagt efter det.”
Vintagetøjet er der stadig
Nedenunder er stadig den populære Hello Vintage butik, som sælger vintagetøj i alverdens stilarter. Meget af det er helt specielt, og flere af tøjstykkerne er også unikaværker, som er blevet redesignet.
For eksempel kan et par gamle jeans have fået nyt liv som shorts eller stofstykker fra flere forskellige sæt tøj kan være syet sammen til en kjole.
Konceptet her er, at man køber tøj per kilo. Den farverige butik er udsmykket af en række unge kunstnere, så at blande gammelt med nyt ligger allerede i forretningens dna.
Derfor er der rig mulighed for at svinge forbi Hello Vintage, hvis du mangler unikt bolig interiør, “nyt” til garderobeskabet eller skæve indretningsfund til dig selv eller måske til en personlig julegave.