Fortsæt til indhold

Et tilbageblik på 2017 i den nye centerby Låsby...

...og et kig ind i 2018

Samfund
Af Claus Bloch, byrådsmedlem

Året 2017 sluttede med en stor hæder, idet årets arkitektvinderpris gik til Låsbys nye Søpark, som nu er næsten helt færdig.
Søparken lever absolut op til alle forventninger som det nye rekreative samlingssted for Låsby. Det er en fryd for øjet at se, hvor meget parken bliver brugt.
Alt fra en lille spadseretur, hundeluftning, aerobic på det nye torv om formiddagen, samt mange andre former for fysiske aktiviteter. Især er det også glædeligt at se børn og byens institutioner, flittigt benytte legepladsen og ikke mindst skaterbanen. Heldigvis er der et lysanlæg, der muliggør en udnyttelse af Søparken her i vinterhalvåret.
I sommeren 2018 bliver Låsby den første by i Skanderborg kommune, der bliver fuldt kloaksepareret. Sidste fase er Hovedgaden, som netop er i gang.
Der er store ulemper med et sådan projekt, både trafikalt og økonomisk for de enkelte boligejere. Bonus bliver dog nye renoverede veje og til dels fortove, som giver byen et kvalitetsløft.
Låsbys store udfordringer er fortsat de manglende byggegrunde. Konsekvensen af de manglende udstykningsmuligheder er nu mærkbare med det faldende børneantal.
For eksempel har kommunen set sig nødsaget til at afskedige dagplejemødre. En meget negativ spiral med mange følgekonsekvenser. Lad os håbe, situationen lysner i 2018, hvor det nye tillæg til kommuneplanen for centerbyerne forhåbentlig giver mulighed for nye reelle udstykningsmuligheder.
Med denne korte beretning, vil jeg ønske alle et rigtig godt nytår.