Fortsæt til indhold

Når komfort er kodeordet...

… og dernæst plads. Den nye, store SUV fra Skoda vinder over de fleste på lydløs komfort og fremragende plads

Samfund
Af Flemming Haslund

Nej, selvfølgelig kan man ikke køre bil med bind for øjnene. Man lad nu alligevel lege med tanken et øjeblik.
Jeg får altså bind for øjnene og stiger ind i den hvide bil. Spænder selen, trykker på startknappen og kører afsted i bilen, som jeg altså ikke kan se – kun opleve. Hører lyde, mærker accelerationen, føler styringen og oplever duften af kabine.
Hvilken bil vil jeg så gætte på? Audi antagelig.
Men dér blev jeg snydt – bilen her er ikke en Audi, men den nye Skoda Kodiaq. Ny, stor SUV, forskellige motorer på benzin eller diesel. Priser fra 456.000 kr.
Men måske er det slet ikke så underligt, at jeg gætter ”Audi.” For vel står der ikke Audi på så meget som en eneste del og da slet ikke på bilens papirer. Men Skoda er jo en del af den store Volkswagen-familie – præcist som Audi. Og der er da også mange dele, der både findes i denne Kodiaq, i tilsvarende Volkswagen-modeller og Seater for den sags skyld. Samt Audi.

Stor udgave

Kodiaq er som type jo en SUV, endda en stor udgave af typen.
Her er rigeligt plads til begge på forsæderne og plads nok til de tre på mellemrækken. For der er alt i alt plads til syv i en Kodiaq, så næste række til tre er mellemrækken og helt ude bagved er så teknisk set bagsædet.
Men lad os bare kalde de to bageste sæder for ”grisekassen,” – god til ikke for store børn på ikke for lange ture. Jo, voksne kan sidde deromme. Men kun hvis du har vundet over din svoger i 'mest softice på tid,' skal du byde ham det.
Kodiaq er først og fremmest og mere end noget andet komfortabel at køre i. Og i vores testbil med stor benzinmotor, DSG-gear og med velduftende alcantarasæder er det luksus fra morgen til aften. Men sidder godt, ja, perfekt, støjniveauet bør i realiteten hedder lydniveauet og i køreprogrammerne ”normal” og ”Eco” er affjedringen perfekt komfortabel. Ingen lyd, ingen stød – ikke noget ud over behagelig transport.
Men heller ingen antydning af sporty opførsel i sving - selv ikke når affjedringen klikkes over i ”Sport,” og hvor affjedringen strammes op. Men Kodiaq ejer ikke antydningen af sporty køreegenskaber.

Komfort
Skoda Kodiaq kører komfortabelt og på ingen måde sporty. Måske overraskende nok for bilen deler platform med Volkswagen Touran, der har et sporty snit og med Seat Ateca, der er en af typens mest sporty. Men det understreger den forskel, som Volkswagen-koncernen ønsker mellem mærkerne – Skoda; ingen pjank her, men seriøs komfort.

Det er ikke lige til at se det, men der er vitterligt syv sædepladser i den nye Kodiaq fra Skoda. Pladsen på de to bageste sæder er dog kun til børn.
Slet og ret en perfekt kørerplads. Kodiaq fås med adaptiv fartkontrol – systemet øger sikkerheden; funktionen er udmærket.