Du får film og serier for milliarder
Internetgiganter bruger milliarder af dollars på at producere film og serier. »Folk kan simpelthen ikke få nok,« forklarer ekspert
En lang række af verdens førende internet- og tv-giganter kaster nu milliarder af dollars ind i et kapløb om at fange din opmærksomhed med eksklusive tv-serier og storfilm.
Samlet set står Netflix, HBO, Hulu, Apple, Facebook og Amazon klar til at bruge svimlende 107 milliarder kroner på at producere tv-serier og film det kommende år.
“Der foregår en meget hård kamp om vores opmærksomhed lige nu, som i sidste ende drejer sig om at være den tjeneste eller platform med de mest interessante film og serier,” forklarer Claus Bülow Christensen, der er digital analytiker i TomorrowsNextMedia Consultancy. Og det er godt nyt for film- og seriehungrende forbrugere.
“Konsekvensen er, at der lige nu produceres en enorm mængde tv-serier og film af meget høj kvalitet. Det er virkelig noget, der kan tiltrække os. Folk har altid elsket en god historie, og de her selskaber har været gode til at skabe serier med en god historie, en god spændingskurve og gode skuespillere. Det er virkelig i høj kurs lige nu,” siger Claus Bülow Christensen.
Det er især en ændret måde at distribuere film og serier på, der har drevet internetkæmperne til at skyde milliarder efter underholdning.
Distribuerer selv
I flere årtier producerede selskaber serier og film, hvorefter de forsøgte at sælge dem til tv-selskaberne, der via kabel-tv distribuerede underholdningen ud i stuerne.
I dag er tv-selskabernes monopol brudt. Nu kan aktører som HBO, Facebook og Amazon selv distribuere deres serier og film ud i stuerne via internettet.
“De laver bare en app eller deres egen streamingtjeneste, og så kan man få deres indhold med det samme. Den model har ændret markedet. Nu henvender de sig direkte til kunderne,” forklarer Rasmus Larsen, redaktør på FlatpanelsDK, og uddyber:
“Der er lige nu flere film og serier på markedet end nogensinde. Oven i de her 100 milliarder kroner, som de digitale tjenester har sat af til at producere indhold, skal man lægge de klassiske tv-stationer og Hollywood. Intet tyder på, at folk har fået nok endnu, så vi kommer til at se meget mere af det her.”
Alligevel ulmer frygten for, at de mange film og serier bliver for meget.
“Som det er lige nu, kan folk simpelthen ikke få nok. Men vi nærmer os en situation, hvor folk måske bruger for meget tid på det og nærmest ikke får sovet nok, fordi de lige skal se et afsnit til. Det bliver interessant at se, hvor meget mere indhold forbrugerne kan tåle, før der opstår en mæthed,” siger Claus Bülow Christensen.