Populære Oles Gård er klar med åbning og gratis smagsprøver
Oles Gård åbner restaurant i Aarhus på mandag og på torsdag 25. januar afholdes der åbningsreception med gratis smagsprøver
På Northside har Oles Gårds pizzaer været særdeles populære, og nu kan midtbyens aarhusianere igen sætte tænderne i den økologiske gårds mad. På mandag åbner stedet nemlig butik i Studsgade, og på torsdag 25. januar afholdes der åbningsreception med gratis smagsprøver fra klokken 15 til 19. Det oplyser Oles Gård på Facebook.
LÆS OGSÅ: Oles Gård åbner i Aarhus C: “Livet er for kort til at spilde et måltid”
Det var allerede tilbage i juli måned sidste år, at den økologiske landmand Ole Christian Olesen, der står bag Oles Gård med base i Hammel, offentliggjorde, at han ville åbne butik i Aarhus.
“Det bliver alt sammen gennemtænkt, velsmagende, ordentligt og naturligvis 100 procent økologisk. Kompromisløst! Det er nemt at forholde sig til for kunderne. Og så skal vi fortælle historien om gården og maden, som folk spiser. Det er vigtigt, for i dag er der sket en fordrejning i vores madkultur. Vi er kommet for langt væk fra fødevarerne,” fortalte Ole Christian Olesen dengang til Lokalavisen Aarhus.
Det nye sted er et sammensurium af en restaurant, en café og en gårdbutik og åbner i Studsgade 22.