Claus Wistoft ny formand for Midttrafik
Den forhenværende Syddjurs borgmester i spidsen for Region Midtjyllands trafikselskab
På et konstituerende bestyrelsesmøde i Midttrafik, torsdag, blev tidligere Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V) valgt til ny formand for de næste fire år.
Bestyrelsen består af 7 medlemmer udpeget af kommunerne og 2 medlemmer udpeget af Region Midtjylland.
Formandsposten kommer til at indebære en hel del arbejde for den tidligere Syddjurs borgmester. Han kommer til at udgøre formandskabet sammen med 1. og 2. næstformand.
Formandsjobbet aflønnes med et årligt vederlag på godt 200.000 kroner.
Med i bestyrelsen er også Mads Nikolajsen (SF) fra Norddjurs Kommunalbestyrelse.
Kommunalbestyrelserne i de deltagende kommuner vælger et repræsentantskab for trafikselskabet, der består af et medlem fra hver af de deltagende kommuners kommunalbestyrelser.
Midttrafik har fra 1. januar 2007 administreret den kollektive trafik i den midtjyske region.
De regionale bussers kørsel bestilles og betales af Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen bestiller og betaler kørslen indenfor deres kommunegrænser.