Protest-happening fra Per Dalgaard på første udvalgsmøde
Dønningerne fra valgnatten fortsatte på første udvalgsmøde i det nysammensatte Udvalget for Natur, Teknik og Miljø
Dansk Folkepartis Per Dalgaard har fortsat et horn i siden på de øvrige partier på den blå fløj efter valgnatten i november 2017, hvor Per Dalgaard var af den opfattelse, at de partier, som han troede var i samklang med Dansk Folkeparti, lavede et barn på Dansk Folkeparti i stedet - anført af Venstre og Konservative - med det klare formål at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse.
Per Dalgaard, der fra 2013 til 2017 var formand for NTM-udvalget, markerede sin fortsatte utilfreds på det første møde i det nysammensatte udvalg tirsdag.
Efter at Kim Lykke Jensen (SF) i henhold til alle forhåndsaftaler var blevet valgt som ny formand med akklamation, måtte der kampvalg til om næstformandsposten.
Både Jørgen Ivar Brus Mikkelsen (V) og Per Dalgaard blev bragt i forslag. Dalgaard velsagtens af sig selv - tolket ud fra den efterfølgende stemmeafgivning, hvor Jørgen Ivar Brus Mikkelsen fik fire stemmer (sin egen plus Kim Lykke Jensens, Anita Søholms (A) og Mette Refshauge Fogeds (Alternativet), mens Per Dalgaard ikke kunne goutere valget af Jørgen Ivar Brus Mikkelsen.
Per Dalgaards lille politiske protest-happening kommer ikke overraskende, idet han forud for udvalgsmødet var blevet tilbudt næstformandsposten af Venstres gruppeformand Claus Wistoft (V).
Den tidligere borgmester forsøg på imødekommenhed takkede Dalgaard nej tak til med bemærkningen: “Det ville min værdighed ikke kunne bære at sige ja til."
Det er anerkendt af begge fløje i Syddjurs Byråd, at en rød formand betyder en blå næstformand - eller det modsatte.