Fortsæt til indhold

Talentfuld duo fra Rønde Gymnasium

To unge fra Rønde Gymnasium blandt 196 gymnasieelever i Region Midtjylland, der som tillæg til deres uddannelse har gennemført et forløb på Akademiet for Talentfulde Unge (ATU)

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Forleden fik 196 unge på Akademiet for Talentfulde Unge (ATU) overrakt diplom af rektor for Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen og næstformand for Region Midtjylland, Hanne Roed, samt Svend Thorhauge og Anne Harrits fra Akademiet for Talentfulde Unge | Midt.

Blandt de mange unge var to studerende fra Rønde Gymnasium: Asbjørn Kofod Mortensen og Camilla Brydegaard.
De 196 unge fra studieårgang 2015 på gymnasierne i Region Midtjylland har siden studiestart for tre år siden mødtes på Akademiet for Talentfulde Unge (ATU). Her har de været samlet for at udfordre hinanden og udforske verden sammen med nogle af landets bedste undervisere.

De har modtaget særlig tilrettelagt undervisning på danske og nogle gange også udenlandske uddannelsesinstitutioner.

Vigtigt med talentpleje

“Det er en udelt fornøjelse for en underviser at se, hvad der sker, når en gruppe talentfulde unge mennesker udfordres til at yde deres absolut bedste. Samtidig er det vigtigt for vores samfund, at talenterne har de nødvendige rammer at udvikle sig i. Derfor satser Aarhus Universitet målrettet på at styrke og støtte talentarbejdet. Ikke alene på universitetet, når vi skaber rammer for, at vores studerende kan udfolde deres forskningspotentiale, elitesportstalent eller iværksætterdrøm, samtidig med at de gennemfører deres uddannelse, men også uden for, sådan som det sker med Akademiet for Talentfulde Unge,” lød det fra rektor ved Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen, ved prisoverrækkelsen.

Talenterne har deltaget i 20 obligatoriske seminarer, en sommercamp og et udvalg på mere end 100 forskellige valgfrie aktiviteter. Blandt de valgfrie aktiviteter finder man både en international camp med besøg på Oxford og Cambridge-universiteterne, en International Model-UN, hvor de danske talenter sammen med 1.600 unge fra hele verden forsøgte at løse Mellemøstkonflikten i samarbejde med FN, og dertil en lang række foredrag og fokuserede forløb på større virksomheder.

Kun for de bedste

Forløbet på ATU Midt tilrettelægges i samarbejde med Aarhus Universitet, Danmarks Journalist- og mediehøjskole, VIA University College, Studenterhus Aarhus, Insights Danmark, Folkeuniversitetet, Ungdommens Naturvidenskabelige Forening og en lang række andre aktører, herunder flere større virksomheder i regionen.

For at blive optaget på ATU skal eleverne i første omgang indstilles af rektor på deres gymnasium, hvorefter de selv skal skrive en motiveret ansøgning om, hvorfor de ser sig selv som egnet, og hvad de kan bidrage med.

Kun de bedste unge talenter bliver optaget.