Dansk Folkeparti tester samarbejdsviljen hos de øvrige partier
Gruppeformand fortæller, at der ligger en klar strategi bag, at Dansk Folkepartis tre medlemmer af Syddjurs Byråd meldte sig ind i kampen om en næstformandspost i deres respektive udvalg
Det var ikke tilfældigt, at Per Dalgaard bragte sig selv i forslag til en næstformandspost i Udvalget for Natur, Teknik og Miljø, at Michael Mikkelsen gjorde det samme i Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur og Laila Sortland ditto i Udvalget for Social, Ældre og Sundhed.
Ingen dem fik opbakning til deres forehavende, men det var heller ikke altafgørende, ifølge gruppeformand Michael Mikkelsen, der dog selv gik til sit første udvalgsmøde med en klar forventning om, at han skulle være næstformand, men det er lidt en anden historie
"Vi havde aftalt på et et gruppemøde, at vi ville teste de andre partiers vilje til at drage os med i arbejdet efter det, der skete på valgnatten, hvor vi ikke følte os pænt behandlet," siger Michael Mikkelsen.
- Venstres Claus Wistoft tilbød ellers Per Dalgaard forud for denne uges udvalgsmøder, at han kun blive næstformand i NTM-udvalget, men det takkede Per Dalgaard nej tak til for så efterfølgende at foreslå sig selv som næstformand på udvalgsmødet. Hvordan hænger det sammen?
"Per har været meget skuffet over den behandling, som Venstre og Konservative udsatte Dansk Folkeparti for på valgnatten ved slet ikke at invitere os med til forhandlingerne om konstitueringen. Derfor skal Pers nej tak til Wistoft vurderes i det lys."
Gruppemøder på Posthuset
Dansk Folkeparti afholder sine gruppemøder på det Gl. Posthus i Ryomgård, fordi alle tre byrådsmedlemmer bor i byen.
Med til gruppemøderne er også lokalformand Ebba Grethe Møgelvang Laursen, Mørke.
"Det vil vi gøre fast, har vi besluttet, fordi det er det nemmeste, når vi alle bor i Ryomgård. Jeg har så fået indført, at vores lokalformand også deltager," siger Michael Mikkelsen.
Gruppeformanden fastholder, hvad han sagde under valgkampen, at Dansk Folkeparti er med i byrådsarbejdet for at få indflydelse, og det er den praktiske politik, som partiet vil bedømmes på.
"Men vi vil naturligvis ikke bare være halehæng til beslutningerne. Vi må forlange, at Dansk Folkeparti bliver taget alvorligt, når vi selv kommer med forslag. Samarbejdsviljen går begge veje."
Michael Mikkelsen ser frem til et seminar i næste uge med hele byrådet.
"Her håber jeg, der bliver lejlighed til at snakke sammen uformelt og prøve forskellige politiske temaer af på hinanden. Sådan noget er efter min mening guld værd."