Fortsæt til indhold

Nu kan han få en ny butik

Mette Abildgaards indsamling til Ali Parnian, som fik smadret sin butik i Tingbjerg, er gået over al forventning

Samfund
Jacob Nielsen

Det er kun halvandet døgn siden, at politiker Mette Abildgaard igangsatte en indsamling til fordel for 19-årige Ali Parnian, som lørdag aften fik smadret sin butik i Tingbjerg af maskerede mænd, fordi han har afslået at betale beskyttelsespenge. I skrivende stund er indsamlingen nået op på svimlende 330.000 kroner, og det begejstrer Mette Abildgaard.

"Det er helt fantastisk, og det fortæller mig, at vi danskere er stærke sammen, når vi bliver enige om, at gå sammen om noget. Vi vil simpelthen ikke finde os i, at en mand, som siger fra over for sådan nogle metoder, får sin forretning totalsmadret. Det er fuldstændig uacceptabelt," siger Mette Abildgaard, som er specielt glad for at se, hvor mange der har deltaget i indsamlingen.

"Det mest rørende er, at der faktisk er over 10.000 mennesker, som har deltaget. Det største beløb lyder på 1.500 kroner, men langt de fleste beløb er nede i 5,10, 20 og 30 kroner," fortæller hun.

Mette Abildgaard mødte selv Ali Parnian ganske kort mandag aften, hvor indsamlingen lå på cirka 210.000 kroner.

"Da jeg viste ham beløbet på min telefon, var han lige ved at falde bagover. Han er så glad og har besluttet, at han vil åbne en ny café men nok et andet sted," siger hun.

Politisk handling

Alis smadrede bagerbutik har virkelig sat sindene i kog, og mange kalder også på politisk handling i forhold til at få gjort op med disse mafiametoder, som tilsyneladende hersker i visse områder af landet, men Mette Abildgaard vil gerne have, at det foregår på et oplyst grundlag. Hun mener derfor, at det først skal kortlægges, hvor stort problemet med betaling af beskyttelsespenge er.

"Vi må finde ud af, om der er tale om et enkeltstående tilfælde, eller om det er et generelt problem. Noget kunne tyde på, at der er nogle, som bliver truet til at betale, men vi må kende omfanget, før vi beslutter, hvad vi skal gøre for at sætte ind overfor det," siger Mette Abildgaard til Lokalavisen.dk.