Bollesen møder erhvervslivet
Syddjurs: Traditionen med at holde en nytårskur for det lokale erhvervsliv, fortsætter under den ny borgmester Ole Bollesen (A). Nytårskuren foregår i år på Fuglsøcentret fredag 5. januar i tidsrummet 7.30-9.30. Det er Syddjurs Byråd, der inviterer virksomheder, handelsstandsforeninger, distriktsråd og øvrige samarbejdspartnere, som det hedder. Det bliver første gang, at Ole Bollesen ønsker godt nytår og præsenterer sig som borgmester i en større sammenhæng, så mon ikke det alene motiverer mange fra erhvervslivet til at dukke op for at høre, hvad den ny mand i stolen har at sige, og hvad han har af planer. Ole Bollesen og Socialdemokratiet har sammen med SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre produceret et program for Grøn Omstilling i Syddjurs Kommune, som blev præsenteret under valgkampen. Det kunne være aktuelt, at den ny borgmester lige repeterer hovedpunkterne, når han mødes første gang med erhvervslivet. Det øvrige program er ikke på plads endnu, men sædvanen tro vil der ud over borgmesterens kickoff-tale også være en række oplæg fra lokale folk i erhvervslivet.