FOF Djursland lægger op til fordybelse
Mols, Sostrup Slot og Samsø danner i 2018 ramme om de populære kursusformer yoga og pilgrimsvandringer
DJURSLAND: FOF Djursland lægger op til fordybelse i 2018 - først med et kursus i 'yoga og fordybelse' med Irrene og Hening Wilsten på Strandgården i Esby på Mols fra fredag 20. april til søndag 22. april.
Naturen spiller en vigtig rolle for dette yoga-retreat over tre dage.
På Strandgården er deltagerne omgivet af natur med dyrelivet og det friske hav tæt på, og naturen i det spirende eller måske fuldt udfoldede forår giver muligheden for at finde dybde, nærvær og inspiration, fremgår det af en pressemeddelelse fra FOF Djursland.
Underviserne lægger vægt på, at den enkelte kan gå i dybden med sin yoga og samtidig blive præsenteret for nye yoga-stilarter. Målet er at give inspiration til den enkelte til at få så meget ud af yogaen som muligt og samtidig til at leve et liv i frihed.
Ægteparret Irrene og Hening Wilsten har et stort antal intensive yogauddannelser bag sig. De bor normalt i Thailand, men er i Danmark i sommermånederne.
I juni og august flytter FOF kurser uden for Djursland, nemlig til Samsø, hvor yogalærer Majbritt Thomsen byder på yogaophold fra 11. juni til 13. juni og på fire dages yogaophold 23. august til 26. august.
Retreat betyder tilbagetrækning, og derfor vil der på yogaopholdet være to timers Hatha-yoga om morgenen og halvanden times blid yoga om eftermiddagen kombineret med tidspunkter til meditation og stilhed, så der bliver mulighed for fordybelse.
Begge kurser foregår i huset 'Mellem-rummet', der indeholder alt udstyr til yoga, og i prisen er inkluderet overnatning og økologisk forplejning.
Retræte med vandring
Pilgrim Eva Michelsen, der har undervist i en række kurser om pilgrimsvandring hos FOF Djursland, byder på tre dages pilgrimsretræte fra 4. maj til 6. maj på Sostrup Slot.
Pilgrimsretræte er en anledning til fordybelse og stilhed på vandringer gennem den smukke natur på det nordlige Djursland.
Sostrup Slot er rammen med overnatning, forplejning og gode stunder i det specielle miljø på slottet.
Ud over vandringerne bliver der meditation, oplæg til refleksion og yoga og tilsammen giver det inspiration til at deltagerne kan gå i gang med eller fortsætte deres indre pilgrimsvandring.
Samtidig giver den erfarne lærer oplysninger om pilgrimsruten i Nordspanien, Caminoen, og moderne pilgrimsfærd.
Deltagerne kommer til at vandre cirka 15 kilometer om lørdagen og 10-12 kilometer om søndagen, og kurset giver dermed næring til både krop og sjæl., fremgår det af pressemeddelelsen fra FOF Djursland.
jesl