Jeg lærte en del om mangfoldighed

Musikeren Shaka Loveless fortæller om en oplevelse under sin skolegang på Mølleskolen i Ry, hvor han engang var smurt ind i ketchup til en skolekoncert. En koncert, som skolen bagefter vist ikke syntes havde været en helt god ide.


Den - og mange andre for-tællinger er med i ny debatbog om folkeskolen, hvor 14 politikere og kendisser fortæller om deres skolegang.


Foruden Shaka Loveless er der blandt andet bidrag fra skuespiller Tammi Øst, Ritt Bjerregaard, journalist og tv-vært Abdel Aziz Mahmoud og professor Eske Willerslev.

En forkert udvikling

Bogen, hvis titel er 'Fællesskabets skole', er udgivet af Forlaget Fjordager i samarbejde med fagforeningerne 3F, FOA og Danmarks Lærerforening. Og er finansieret af de tre foreninger.


“Folkeskolen er afgørende for vores børns muligheder for at tackle de udfordringer, de møder i livet, og folkeskolen er afgørende for vores demokratiske samfund,” skriver de blandt andet i forordet. Og videre:


“Folkeskolen er fællesskabets vigtigste institution. Derfor er det bekymrende, at andelen af forældre, der vælger folkeskolen fra, stiger.”


Den udvikling vil de tre foreninger gerne bidrage til at vende - måske i lyset af, at den nye finanslov for 2018 netop har givet privatskoler bedre vilkår. I forordet skriver de:


“Vi skal satse på folkeskolen. For vi frygter, at mange børn lades i stikken, hvis vi ikke vender udviklingen. Men mere end det: Hele vores samfund vil ændre karakter, hvis vi ikke vender udviklingen.”

Shaka i Bjedstrup og Ry

De fleste af fortællingerne i bogen er skrevet på baggrund af interview og research af journalist Sophie Havn Jensen.


I Shaka Loveless' bidrag, fortæller han om sine oplevelser på så forskellige skoler som privatskolen Th. Langs Skole i Silkeborg samt folkeskolerne Bjedstrup Skole og Mølleskolen i Ry.


Efter aftale med udgiverne har UgeBladet Skanderborg fået lov til at bringe store uddrag af Shaka Loveless' fortælling. Den følger her.

Skolen var som et paradis

Bjedstrup skole står for mig som et paradis. Her gik jeg fra 3. til 5. klasse. Det var en landsbyskole, så vi var kun omkring 70 elever. Det betød, at klasserne var meget små, og vi havde meget nærvær fra lærerne.


Jeg kom fra TH. Langs Skole, som på det tidspunkt var en meget kreativ privatskole. Jeg var kommet tidligt i skole, så da jeg kom til Bjedstrup Skole, gik jeg et klassetrin ned for at følges med dem på min alder. Men selvom jeg gik et trin ned, så skulle jeg faktisk arbejde ret hårdt i starten for at komme på niveau med de andre elever rent fagligt.


Lærerne var rigtig gode til at give mig den ekstra opmærksomhed, jeg havde brug for, eller til lige at sidde med mig efter timen. Det gjorde, at jeg inden for et par måneder kom på niveau med de andre og faktisk kom til at ligge i den højere ende rent fagligt resten af min skoletid.


Som elev kunne man tydeligt mærke, at lærerne interesserede sig meget for at være på skolen og for deres arbejde. Vores klasselærer Pip sørgede for eksempel for, at vi allerede fik engelsk fra 2. klasse som en forsøgsordning.

Frøken Pip

Hun var englænder, og hun var sikker på, at hun kunne gøre det på en god måde, og det kunne hun. Hun brugte en masse musik og mange sange til at lære os sproget, og der var en meget legende tilgang til det.


Jeg synes, hun var ret fantastisk. Hun var den her britiske dame, som var vildt sej, og som tidligere havde lavet punkmusik og nu boede ude på landet i Danmark, og hun elskede os unger. Det var der ingen tvivl om. Og så var hun så opsat på, at vi skulle have det fedt, samtidig med at vi skulle lære noget.


Hun havde os til dansk, engelsk og musik. Hun kunne bare på en eller anden måde flette de der fag sammen. Hun brugte musik i mange dele af sin undervisning. Det var skidesjovt.
Når vi havde musik, så kunne den enkelte elev virkelig blive set, fordi vi var så få. Senere oplevede jeg, at pigerne ikke var de første til at række hånden op, når læreren for eksempel spurgte: “Hvem vil prøve den her seje guitar?”, men det var anderledes på Bjedstrup Skole, fordi der var tid til, at alle kunne prøve alle ting.


Der sagde Pip: “Vi spiller bare, så roterer vi.” Der var plads til alle - også pigerne, som jeg ellers synes ofte bliver forbigået og tabt i musikundervisningen.


Min tid i Bjedstrup var i det hele taget ret speciel. Jeg havde for eksempel aldrig troet, at jeg skulle lære at spille blokfløjte. Men det var, fordi Pip havde fortalt os, at det var rigtig godt at kunne, hvis man ville have en bedre musikforståelse. Sådan nogle ting var hun god til at forklare.

Familien Danmark

I 6. klasse skiftede jeg til Mølleskolen i Ry, fordi man kun kunne gå indtil 5. klasse på Bjedstrup Skole. Mølleskolen var en stor skole med omkring 1.000 elever. Jeg savnede Bjedstrup Skole på mange måder, men der var også positive ting ved at gå på en større skole. Det var for eksempel rigtig dejligt, at der var flere elver. Det gør meget, at man kan møde flere forskellige slags børn. Og det kunne man. Der var børn fra alle samfundslag.


Ry er en meget, meget rig by, og jeg var bestemt ikke rig. Jeg var heller ikke synderlig vild med velhavende mennesker, men da jeg begyndte at møde deres børn, så kunne jeg godt se, at selvom forældrene og jeg måske aldrig blev de bedste venner, så havde os børn det rigtig godt sammen.


Jeg mødte også sådan nogle 'Familien Danmark'-agtige typer, og det var altså noget helt andet end det, jeg var vant til. Min mor var alene med mig og min lillebror, så jeg kom bestemt ikke selv fra en kernefamilie.

Svært at være intolerant

Det var ikke sådan, det normalt var ude på landet, som Ry jo lidt var. Der var de fleste forældre sammen. De havde også en højere indkomst end os, og forældrene var typisk også færdige med deres uddannelser og arbejdede, mens min mor var i gang med sin uddannelse. Det var rigtig sundt for mig at opleve de mere velhavende familier og kernefamilierne og opdage, at de hverken var farlige eller dårlige, som jeg måske havde tænkt inden.


Der var også mange arbejderbørn på Mølleskolen og på Bjedstrup Skole. Og landmandsbørn. Den diversitet var også vigtig at opleve. Det var superfedt at være henne og se landbruget. Det var jo noget helt andet, og det var fedt at opleve, at det kunne man også.


Jeg har aldrig været speciel god med hænderne, så det var også sjovt at opleve de der rigtige håndværkerfamilier. Selvom vores familie ikke havde særligt mange penge, så var det en meget intellektuel familie, så derfor var det sjovt at opleve sådan en håndværkerfamilie, der var anderledes end vores på mange måder.


Jeg synes, jeg har oplevet og lært en del om mangfoldighed i folkeskolen. Mangfoldighed er en rigtig god ting, for hvis vi ikke møder andre typer end os selv, så er det meget svært ikke at blive intolerant. Til gengæld er det meget, meget svært at være intolerant, hvis man har mødt mange forskellige mennesker. Det møde, der sker i folkeskolen, er en rigtig vigtig ting...

Ikke fucking Dizzy Mizz Lizzy

Noget af det gode ved folkeskolen var også, at jeg, mens jeg gik der, egentlig følte, at jeg kunne blive alt muligt. Lærerne var ret gode til at give os en fornemmelse af, at verden er åben, og du bor i Danmark, så du kan praktisk taget alt. Men jeg havde allerede på det her tidspunkt en drøm om at blive musiker.


Jeg spillede allerede en del musik, og jeg var med i et heavy band, Impaled, som var vores første band. Jeg kan husske, at vi fik lov til at gå ned i musiklokalerne og spille i frikvartererne på Mølleskolen, og vi fik også lov til at øve om aftenen. Vi spillede faktisk også vores allerførste koncert på Mølleskolen til et skolearrangement i 7. klasse.


Det var et arrangement, hvor der skete alle mulige andre ting på skolen. Vi havde fået lov til at spille nede i det store musiklokale. Jeg kan huske, at vi gjorde en del ud af det. Vi malede omvendte kors på kroppen med ketchup og smurte 'blod' i hovedet, og så gik vi ellers ned i musiklokalet, hvor forældre og elever sad pænt på deres skamler og ventede på, at vi skulle spille.


Jeg kan huske, at det første, som vores forsanger sagde til dem, var: “Det her er ikke en fucking Dizzy Mizz Lizzy-koncert, så I kan kraftedeme godt rejse jer op,” og så gik det ellers amok, som jeg husker det. Det var rigtig, rigtig sjovt. Meget hurtigt kom eleverne op foran og havde en fest, mens forældrene stod bagved.


Det var meget rart at have en tryg ramme at spille vores første koncert i, selvom vi prøvede at gøre det lidt utrygt for alle. Det, tror jeg, nu også lykkedes. Vi spillede i al fald meget højt. Jeg tror ikke, vi spillede særlig godt, men vi hoppede meget rundt. Det var vildt fedt. Jeg er ikke sikker på, at skolen syntes, det var lige så god en ide. Men det var jo den allerførste koncert, så det var fedt, at vi fik lov til det af skolen.