Tæt på løsning på røgproblemer i Skovby
En ny rist og andre justeringer skal fjerne sort røg fra Skovby Møbler
Sideløbende med, at der kører en støjsag mod Skovby Møblers fabrik på Præstbrovej, er der også problemer med røggener fra fabrikkens skorstenen. Nu lurer der imidlertid en løsning.
Naboer til fabrikken har i løbet af de seneste måneder klaget til Skanderborg Kommune over røggenerne, der er blevet filmet og fotograferet. Det har fået Skanderborg Kommunen til at foretage et uanmeldt tilsyn 18. december, hvor det blev konstateret røggener - og at problemet sandsynligvis er de spåner, der brændes af i fabrikkens fyr.
Spånerne er på grund af en forbedret træbearbejdning på fabrikken blevet finere, hvilket fyret ikke kan håndtere, uden at der udvikles røg, der kan være sort i op til 40 minutter og som 'slår ned' hos naboer. Det fremgår af et brev fra Skanderborg Kommune til naboerne til fabrikken.
LÆS OGSÅ: Christoffer kæmpeer for sin ikke-støjramte udstykning
I løbet af januar vil der blive isat en ny og mere finmasket rist i fyret samt foretaget nogle justeringer i brandkammeret, og håbet er, at det vil løse problemer med røgen. Skanderborg Kommune vil, fremgår det af brevet, køre forbi fabrikken i løbet af februar og marts for at tjekke. Alternativt opfordres naboerne til at kontakte kommunen.