Fortsæt til indhold

Boligprojekt i unik boligbebyggelse

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

Skanderborg Andelsboligforening har fået tilsagn fra Landsbyggefonden til renovering, modernisering og udvidelse af afdeling 32, der består af 10 lejemål i Vestergade 49 samt 55-59.


“Vi har gemmengået bygningerne med Landsbyggefonden, der vil være med til en renovering fra sokkel og opefter, hvis kommunen vil være med,” siger Erling Weber Jensen, direktør i boligforeningen.


Da grundene er store, regner foreningen med, der kan laves byfortætning og laves yderligere 20 boliger. Projektet er begrundet i, at boligerne trænger til renovering.


I planrammerne er det muligt at bygge i tre etager. Men bebyggelsen langs sydsiden af Vestergade er samtidig et velbevaret eksempel på efterkrigstidens offentlige boligbyggeri med et karakterfyldt samlet udtryk, der måske skal tages hensyn til.


Byrådets Økonomiudvalg, der var anmodet om en principgodkendelse af projektet, valgte at lade det afvente en samlet prioritering af almennyttige boligprojekter i kommunen.