Historien om et nyt navn

klumme Ry Bibliotek indviede i lørdags sine nye lokaler. En del af festivitassen var afsløringen af bibliotekets nye navn. Mange gode og kreative forslag var indkommet i navnekonkurrencen, men i mit stille sind havde jeg gruet for at skulle tage telefonen og sige: “Goddag, det er ”Tørdokken” eller “Hallo det er ”Ryblioteket”. ’Ry Bibliotek’ vandt heldigvis. Ordet bibliotek stammer fra græsk og dufter af Nilen, papyrusruller, bibler og bøger og en samling at deles om. Folkebiblioteket er det, vi alle sammen er fælles om, og her betyder fælles – fælles og alle sammen – betyder alle sammen.

Samlende kraft

Biblioteket er dér, hvor vi samler alt det, vi tror og ved om verden og sætter det i system, så vi kan finde det igen og blive klogere og orientere os i vores virkelighed. Vi samler vores fortolkninger af verden, så vi kan dele dem med hinanden og have noget at mødes om og tale om. Vi laver et system, som bliver et beroligende postulat af, at verden er et overskueligt og forudsigeligt sted, hvor alting står i alfabetisk orden. Det handler i sin essens om, at vi som mennesker både er os selv og samtidig måske endnu mere er lagret ind i et hav af relationer i alle retninger og til alle tider. Folkebiblioteket er det fælles sted, og måske faktisk det eneste rigtigt fælles sted vi har, hvor vi har ansatte til at forvalte det fælles, så det ikke er ligegyldigt men derimod afgrænset i forhold til love og regler i vores land.

Vores fælles bogreol

Folkebiblioteket er vores fælles bogreol, og det er så meget mere. Bøgerne er et medie, som så mange andre medier: bibler, stentavler, voksplader, papyrusruller, cd’er, mp3-lydbøger, online-tjenester, og mange andre. Det er værd at tænke på, at internettet i dag er en lige så stor revolution i forhold til udbredelse af viden og information, som bogtrykkekunsten var det på Luthers tid. Nogle vil sætte spørgsmålstegn ved folkebibliotekets berettigelse i en tid, hvor viden er fri og tilgængelig i et omfang, som aldrig før. Det er et godt spørgsmål, og der er et godt svar. Hvor internettet er vores ubegrænsede fælles, er biblioteket et sted, hvor der gøres op med det grænseløse. Her tager vi via lovgivning hånd om hinanden og sætter grænser op i forhold til viden og information. Folkebibliotekerne bygger på et fundament, der hedder, at noget er bedre end noget andet. Noget er helligt. Der er noget, vi vil have, og noget vi ikke vil have. Afgrænsningen hedder ’Lov om danske folkebiblioteker’. Loven forpligter bibliotekerne til at “fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet (...) gennem kvalitet, alsidighed og aktualitet”.

Satans bibel til diskussion

Jeg kan huske et par eksempler på, hvad der gennem tiden har været u-helligt i biblioteksverdenen. Satans bibel var til diskussion, da jeg var ung bibliotekar i Middelfart. Var det en biblioteksopgave at stille en vejledning i at ombringe spædbørn til rituelt brug til rådighed? En hollandsk vejledning i selvmord blev diskuteret, en bombebog, en bog om hash-dyrkning og Bent Hallers bog ’Katamaranen’. Besøgstallet på bibliotekerne stiger. Mennesker har brug for et sted at mødes om det hellige og det fælles og folkelige, så verden kan blive mere forståelig, større og rigere. For det bliver den, når vi mødes. Derfor er det godt, at vi har fået et nyt bibliotek i Ry, og derfor er det godt, at navnet stadig er Ry Bibliotek. Klummen er inspireret af et afsnit, som jeg er forfatter til i bogen ’Forpligtet på hinanden – reformationen i Ry’ af Jesper Hanneslund og Jonas Norgaard Mortensen - 2017