Sovekoncert på Walthers - husk sovepose og liggeunderlag
Walthers Musikcafé har noget så specielt som en koncert, der præsenteres som en 'sovekoncert' onsdag 24. januar med gruppen Trio Before.
“Det er lidt anderledes. Vi vil prøve at se musik i et lidt andet lys end bare fest og farver,” siger Mikkel Xavier Jonassen, musikbooker på Walthers.
LÆS OGSÅ: Valgmøde på Walthers - unge interesserer sig for meget andet end fester
“Ved koncerten inviterer vi publikum til at tage liggeunderlag, soveposer eller tæpper med og lægge sig for at nyde musikken på en helt anderledes måde, end de plejer. Vi håber, det kan åbne for fordybelse og en anden indlevelse, som publikum vil nyde. En oplevelse, hvor de prøver at slå hjernen lidt fra,” siger Mikkel Jonassen.
Er det ok, at folk tager en lur?
“Ja, så vækker vi dem, når koncerten er ovre. Eller også putter vi folk og lader dem sove til næste morgen. Vi ser hvad der sker,” siger han.
Ideen er kommet fra unge frivillige på Walthers. Spillestedet kontaktede så Trio Before, der ifølge en anmelder spiller 'så fugle synger', for at høre, om de var med på ideen.
“Det var de straks, de syntes, det er en fantastisk ide,” siger Mikkel Jonassen.
Musikfolkene på Walthers vil generelt gerne afsøge nye veje.
“Vi vil gerne prøve at arrangere nogle lidt anderledes koncerter, måske i andre lokaler, så en koncert ikke behøver være en statisk oplevelse.”
Trio Before er Claus Behrens på saxofoner, Niels Erichsen på piano og Peter Friis på kontrabas.