Fortsæt til indhold

”Stones by the river” tæt på at stoppe

Bestyrelsen for Hadsten Kunst foreslår et stop med kunstudstillingen ’Stones by the River’

Samfund
Anette Bonde

Bestyrelsen for foreningen HadSTEN KUNST, der i samarbejde med Hadsten Handel og Kulturhus Sløjfen, står bag kunstudstillingen 'Stones by the River' indkalder til ekstraordinær generalforsamling, hvor bestyrelsen vil stille forslag om at opløse foreningen.
Der mangler både økonomiske og personlige ressourcer til at sikre og fremme foreningens formålsparagraf og gennemføre kunstudstillingen ”Stones by the River” fremadrettet, forklarer formand Troels Lund.
”Vi vil ikke generere underskud og heller ikke slække på kvaliteten. Derfor trækker vi os nu.”
Den ekstraordinære generalforsamling afholdes tirsdag 6. februar i Kulturhus Sløjfen, Hadsten.

Læs også: Udstilling: Hadsten Handel beklager stop for 'Stones by the River'

150.000 pr udstilling

Palle Daugaard, der også er med i bestyrelsen, fortæller, at udgifterne løber op i cirka 150.00 kroner alene for en enkelt udstilling. De dækker blandt andet transport af værkerne, brochure, fernisering og forsikring.
De 150.000 deles op i tre. Favrskov Kommune har givet tilsagn om at bevilge 50.000 kroner i støtte pr år fra 2018 til 2020 – hvilket jo så måske ikke bliver aktuelt alligevel. En anden tredjedel, 50.000, er budgetteret til at komme fra fonde og banker, og den sidste tredjedel fra lokale bidragydere, det vil sige Hadsten Handel og andre lokale sponsorer.
På grund af frafald i bestyrelsen er der fremover ikke så mange hænder og kontakter til at skaffe støtte og sponsorbidrag.

Stigende interesse

Udstillingen, der finder sted hen over sommeren, kunne ses i 2015 for første gang, og igen i 2016 og 2017. Der har hvert år været 23-24 udstillere og for hvert år et stigende antal udstillede sten i Lilleåparken og hen langs åen mod Bibliotek og Kulturhus Sløjfen. Sidste år kunne man se 50 værker på strækningen. Hvert år har flere af byens butikker også haft mindre værker udstillet.
Interessen for 'Stones by the River' har ligeledes været støt stigende, og skønsmæssigt var der 50.00 gæster sidste sommer. Der kom busser kørende dertil med både store og mindre grupper, og naboerne har meldt om en særdeles livlig trafik igennem parken.
”Der har været en overvældende interesse. Og det har været sjovt at opleve så optagede folk har været af udstillingen. For eksempel at jeg som anonym gæst er blevet tiltalt af fremmede mennesker, der har henvendt sig til mig med kommentarer om værkerne og om deres oplevelse af udstillingen”, siger Troels Lund.

Nye kræfter skal til

Troels Lund og Palle Daugaard tør ikke sige, om generalforsamlingen bliver det allersidste punktum på vejen.
”Vi ved ikke, hvad der kommer op.”
Hvis nogle melder sig med økonomi og med tid og kræfter til foreningen og de kommende udstillinger, vil man kunne regne med opbakning fra medlemmer i den nuværende bestyrelse. Den vil gerne stille sin erfaring til rådighed, og bestyrelsen vil også gerne blive siddende i en overgangsperiode, fortæller Troels Lund og Palle Daugaard. Men det er nødvendigt, at nye kræfter kommer til.
”Og det er nødvendigt, at de har et gevaldigt drive og også et lokalt netværk og gennemslagskraft til at kunne rejse midler lokalt.”