Gymnasieelever dystede i samfunds-udfordringer
Vinderen blev en integrations-app, der kan bruges til blandt andet at lære dansk og måle sine fremskridt
Fredag afholdt Skanderborg Gymnasium, de Samfundscup, hvor 220 elever dystede om de bedste ideer indenfor temaet 'Sammenhængskraft'.
Dagen startede med inspirationsoplæg om de tre undertemaer.
Byrådsmedlem Maria Temponeras holdt et oplæg om demokrati og sammenhængskraft. Bitten Flansmose, der er udviklingskonsulent på integrationsområdet ved Skanderborg kommune, holdt et oplæg om Integration og sammenhængskraft. Byrådsmedlem Claus Leick, der er formand for byrådets Miljø- og Planudvalg, holdt et oplæg om Byrummet og sammenhængskraft.
LÆS OGSÅ: Elever lavede 60 kortfilm om alkohol
Eleverne arbejdede herefter i grupper af fire til seks om innovative løsninger på de problemer, de skulle arbejde med. De ville blive bedømt ud fra originalitet, den faglig dækning for deres forslag, om ideer og forslag var forholdt til den faktiske omverden - samt kvaliteten af deres formidling.
Et dommerpanel valgte de tre bedste forslag fra hver gruppe. Samt den samlede vinder - der blev en gruppe med fire piger, der forslog at lave en integrations-app, der kan bruges til blandt andet at lære dansk, måle sine fremskridt, chatte og lave praktiske aftaler.
I de to andre grupper var vinderforslaget henholdsvis en ide om at bygge en bro over Skanderborg Sø og at lave en kommunal avis til alle, der fortæller om, hvad der sker politisk her og nu lokalt.
Vindergruppen med app'en går nu videre til en regional finale i april, hvor der skal findes en vindergruppe, der går videre til en landsfinale i maj.