Mindeord om Edith Emilie Rasmussen

Edith Emilie Rasmussen kom til Skanderborg fra slægtsgården i Thy på høje hæle i sommeren 1949. To måneder tidligere var hun blevet gift med håndskomager Arne Rasmussen i Vestervig Kirke.
De nygifte var på udkig efter en skobutik, de kunne overtage, og den fandt de på Adelgade 128. Han fik værksted i butikkens kælder, mens hun tog sig af betjeningen ovenpå i Skotøjsbørsen. Da en lejlighed på 3. sal blev ledig, flyttede parret ind, og sidst i 1950'erne købte de hele ejendommen med have ned til søen.
I 1963 blev de forældre til adoptivsønnen Bo. Når Edith Rasmussen siden fortalte om familiens dagligdag, blev timerne i lysthuset ved bredden af søen fremhævet. På sommeraftner bar den lille familie dyner og puder og en sodavand ned fra lejligheden for at overnatte i måneskinnet.
Edith og Arne Rasmussen blev skilt på deres sølvbryllupsdag i 1974. Arne Rasmussen forlod hustru, barn og butik for at flytte fra byen og begynde en ny tilværelse. I de år betvivlede Edith Rasmussen stærkt det valgsprog, der fulgte hende hele livet: ”Der er kun én vej, og det er fremad.”
Bo var mere end almindeligt godt begavet og helt sin egen. Han var med egne ord en ”digter og drømmer”, der gang på gang slog sig på trapperne, når han søgte hjem til sin mor, som måtte redde kastanjerne ud af ilden for ham. Det gjorde hun på rolig, vestjysk facon.
Hendes kærlighed var tålmodighed, tilgivende og stor. Hun serverede ærlig snak og kaffepunch for sønnens mange venner, som blev ved at komme hos hende, da Bo Ark Rasmussen for længst – og for tidligt – var borte. Han blev 39 år.
Men han holdt aldrig op med at være til stede i sin mors hjem, hvor hans værelse stod urørt. De venner, der havde været hans, blev med årene hendes. For Edith Rasmussen var let at holde af.
Frem til 2014 boede hun i lejligheden i Adelgade og klarede sig godt med hjælp og omsorg fra sin familie og besøg af hjemmeplejen. Dagligt steg hun med besvær ned fra sin 3. sal for at sidde på en bænk og betragte livet i byen.
Mange stoppede op og talte med hende eller slog sig ned. For det smil, hendes ansigt lyste op i, når man hilste på hende, kunne varme såvel et barn som en voksen resten af den dag, og hun satte stædigt rollatoren foran sig, når hun blev inviteret ud.
Da hun besøgte os for at se vores nyfødte datter, slog hun en flad hånd i kaffebordet og sagde: ”Så ser I to at blive gift.” Det gjorde vi, og Edith bevidnede det i Slotskirken og kommenterede vores ja til hinanden med et: ”Nemli!”
Æret være hendes minde.