Enghavevej 6 bliver til nye p-pladser for midtbyen
I et byudviklingsom-råde rives i første omgang et hus ned
Brugsforeningen Tryg, der ejer Kvickly i Ry, købte i 2011 ejendommen Enghavevej 6. Det seneste år har huset stået tomt, og nu rives det snart ned for at give plads til cirka 15 nye p-pladser.
P-pladserne, der bliver grusbelagt, skal blandt andet dække behovet for kunderne i det nye bibliotek, som netop er åbnet - og som Skanderborg Kommune har indrettet i lokaler mellem Klostervej og Enghavevej, som kommunen har lejet af Brugsforeningen Tryg.
Kommunen laver ikke særlige p-pladser til biblioteket.
Men Kvicklys nye pladser kan bruges af alle. De får en tre timers tidsbegrænsning for netop at tilgodese p-behovet for kunder i midtbyen.
LÆS OGSÅ: Stor kritik af højt byggeri
Kvickly-direktør Torben Andreassen fortæller, at Enghavevej 6 blev købt for at skabe plads til nye p-pladser. Men på sigt er det ikke umuligt, at grunden skal bebygges.
Kommunen er ved at lave det forberedende arbejde til en lokalplan for området mellem Enghavevej og Klostervej, som kommunen kalder for Stations-kareen. Lokalplanen skal bane vej for byfortætning med blandt andet boliger og byggeri i op til fire etager ud mod Klostervej og 2,5 etager mod Enghavevej. Et første udkast blev sendt retur, da politikerne ønskede flere p-pladser i planen.
Torben Andreassen vil ikke udelukke, at Enghavevej 6 på et tidspunkt sælges til boligbyggeri.
“Det kan man godt forestille sig. Jeg tror ikke, vi selv vil bygge boliger, det er ikke lige vores spidskompetence,” siger han.