Museet indsamler ting fra Gammel Estrup
Herregårdsmuseum indsamler ting og historier fra Gammel Estrup. De indsamlede ting bliver til en udstilling
AUNING: Har du en genstand, et foto eller en god historie, der knytter sig til herregården Gammel Estrup? Så kan det nu komme på museum. Gammel Estrup Herregårdsmuseet samler nemlig i 2018 ind til en vidensbank om samspillet mellem herregården og lokalområdet under titlen ”Mit Gammel Estrup”.
Gammel Estrup – Herregårdsmuseet vil gerne vise, hvad herregården har betydet for lokalbefolkningen i området omkring herregården gennem tiden.
Der efterlyses derfor både historier og minder, fotografier og genstande, der kan være med til at kaste lys over områdets historie og fortælle lokalbefolkningens oplevelser med Gammel Estrup.
Museumsinspektør og samlingsansvarlig ved Gammel Estrup – Herregårdsmuseet, Marie Aaberg Andersen, fortæller: ”Gammel Estrup har altid været nært forbundet med lokalsamfundet. Historisk var herregården områdets økonomiske kraftcenter og største arbejdsplads og som sådan helt afhængig af den lokale arbejdskraft. Rigtig mange lokale har forfædre, der arbejdede i og omkring herregården, og som har både gode historier og måske fotografier herfra. De historier, anekdoter og fotografier vil vi rigtig gerne høre og se,” siger altså Marie Aaberg Andersen og fortsætter: “Men også i nyere tid og i dag er der et nært forhold mellem herregård og lokalsamfund, og rigtig mange mennesker har historier, småting og fotografier fra besøg, bryllupper, arbejdsopgaver og lignende på Gammel Estrup. Det kan enten være fra ens eget liv, fra ens bedstefar eller ens barnebarns liv. De historier vil vi meget meget gerne høre, fordi vi gerne vil kende mere til herregårdens mere nutidige rolle i lokalområdets kollektive erindring. Alt materiale og historier vil blive samlet ind til en ”vidensbank.”
Mød bare op
Herregårdsmuseet tager imod henvendelser fra alle, men vil man møde personligt op, kan man gøre det mandag 29. januar klokken 16 til 18, hvor Gammel Estrup – Herregårdsmuseet holder ekstraordinært åbent for de lokale. ”I samarbejde med Sønderhald Egnsarkiv og Auning Bymuseum præsenterer vi en inspirationsudstilling med udpluk fra Gammel Estrups historie baseret på minder og genstande fra lokalområdet. Samtidig står museets personale klar til at modtage de ting og beretninger, som folk kommer med. Det indsamlede materiale vil så efterfølgende udgøre rammen om en særudstilling i Gammel Estrups Orangeri, der åbner, når museet åbner officielt for besøgende til februar,” fortæller Marie Aaberg Andersen.
Museets personale står også klar med diktafon og fotografiapparat allerede tirsdag 16. januar i tidsrummet 10 til 13 på Auning Hospital, så her er der også en mulighed for at dele sin historie, foto eller genstand med museet og resten af Danmark.
Hvis man har genstande, fotografier og gode historier fra Gammel Estrup skal det sendes til: Gammel Estrup – Herregårdsmuseet, Att: Marie Aaberg Andersen, Randersvej 2, 8963 Auning, Eller på mail til: ma@gammelestrup.dk.