Fortsæt til indhold

Hils på Aarhus-forstaden med det største potentiale

Fælleråd inviterer nye og gamle beboere i Lisbjerg og omegn til et arrangement, hvor de kan høre om, hvad området har at byde på

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Hvad er Lisbjerg egentlig for en størrelse? Det spørgsmål og mange andre bliver der mulighed for at få svar på, når Lisbjergskolen danner rammen om arrangementet 'Sig hej til din by'.
Det er fællesrådet for Lisbjerg, Skejby, Terp og Kasted (LSTK), som står bag, og det foregår på Lisbjergskolen lørdag 27. januar klokken 10-12.
“Vi holder det her arrangement, fordi der kommer mange nye beboere til Lisbjerg, og det ser der ud til at blive ved med i lang tid. Vi vil gerne vise, hvad det er området kan tilbyde,” forklarer Birte Laursen.

Hils på hinanden

Hun er fællesrådsformand på femte år og har boet i området siden 1995.
“Jeg har altid godt kunne lide, at man hilser på hinanden, når man cykler eller går en tur. Den landsbykultur vi har, vil vi gerne fastholde, og sådant et arrangement som dette kunne være et skridt på vejen. Vi vil gerne starte en tradition op, hvor nye og gamle beboere en gang om året møder hinanden og siger hej. Og efterfølgende hilser på hinanden i dagligdagen. Det handler om, at vi alle lige stopper med vores kiggeri i vores smartphones og siger hej i stedet for,” siger fællesrådsformanden.
LÆS OGSÅ: Fra landsby til urbant Svendborg: Udvikling af Lisbjerg tager fart
Kort fortalt handler 'Sig hej til din by' om, at man inviterer nye og gamle beboere i Lisbjerg til at mødes og høre om hvilke muligheder, man som beboer har i byen i forhold til fritidsaktiviteter.
De tilbud kan man møde i form af stande på skolen denne dag, hvor også lokalarkivet, kuntstgrupper og kommunen vil være repræsenteret.

Birte Laursen har været formand for fællesrådet i Lisbjerg, Skejby, Terp og Kasted i fem år.

Hør om byggeprojekter

Sidstnævnte vil præsentere nogle af de fremtidige planer og byggeprojekter, der er for området, som også får to letbanestop.
“Det er mit indtryk, at der er rigtig mange i vores område, der gerne vil byde de nye velkomne, Og det synes jeg er skønt at mærke. Der har været et ønske om, hvordan vi får de nye beboere i området integreret, og derfor er vigtig, at der både dukker nye og gamle beboere op til arrangementet,” fastslår Birte Laursen.
Hun understreger, at arrangementet ikke kun henvender sig til Lisbjerg-borgere, men hele området fra Skejby, Terp og Kasted. Desuden er folk, som har planer om at flytte til området, velkomne.