Lucy, lyriker eller Line?

I julen blev jeg genforenet med flere kasser med sager fra min barndom og ungdom, som jeg for længst havde glemt eksisterede.
Kasserne havde i flere år stået på loftet på mine bedsteforældres gård på Fyn, hvor min onkel nu bor, og mellem jul og nytår brugte min søster en dag på at lede efter dem og hente dem herop. Foruden vores fælles legetøj indeholdt kasserne mange af mine ting: samlemapper med ugebladsudklip af skuespillere fra 80'er serierne Dallas og Dollars, glansbilleder, klistermærker, skolehæfter fra mine første skoleår og håbefulde digte skrevet i en lyrisk periode af mine teenageår. Alt sammen noget, som jeg af uforklarlige grunde ikke har nænnet at skille mig af med, og som derfor endte med at ligge 10-15 år på et loft uden, at jeg i øvrigt har skænket det en tanke i de år.
Alligevel var det et kært gensyn og også, kunne jeg mærke, da jeg åbnede kasserne, et vemodigt gensyn. For kasserne indeholdt ikke bare mine gamle sager, de var også et kig ind i mindernes land, og bag alle minderne ligger både en underlig sorg over tiden, der er gået og en snert af fortrydelse over, at den ikke kommer igen.
I et nytårsdigt skriver forfatteren Poul Borum: ”Et år mere, Herre. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke. Et år af sorger og glæder, nærheder og ligegyldigheder, opfyldthed og nød. Et år nærmere min død”.
2018 har efterhånden fundet fodfæste, og den tid, hvor jeg drømte om at ligne Lucy fra Dallas eller skrive digte, som ville røre verden, ligger nu endnu et år længere tilbage. Er det vemodigt? Ja, lidt er det, må jeg indrømme. Måske ikke lige det med Lucy. Det er vist mest til at grine af. Men det er vemodigt, synes jeg, når noget, der engang spillede en stor og vigtigt rolle i ens liv, nu er glemt, og det kan give anledning til at stille sig selv spørgsmålene: Var jeg der, mens tid var? Huskede jeg at nyde de mange glæder, hvile i nærhederne, påskønne det, der lykkedes og vise taknemmelighed over det, der gik i opfyldelse? Jeg håber det, og jeg er glad for at få en chance mere, glad for, at dagene går og tager mig med. Alternativet er i hvert fald langt værre, synes jeg.
Poul Borum slutter sit digt sådan her: ”Et år mere at samle grunde til at ville, et år mere, Herre!” Grundene til at ville ligger jo ikke i kasserne med sager fra en svunden tid. Grundene til at ville og til at glæde sig over livet ligger snarere i dag og i morgen, i tiden der kommer, i de kys og smil, i de sorger og glæder, nærheder og ligegyldigheder, som venter forude, ja grundene til at ville ligger i de måneder, der skal ende med at bliver 2018 og dernæst 2019, 2020 osv.
Så 2018, kom bare an med alt det, der er dig! Jeg er klar til at gå med dig – ikke som Lucy eller lyriker, men som Line, for det er jo hende, jeg blev, og det er jeg egentlig godt nok tilfreds med.