Fortsæt til indhold

Billigt i biffen for de unge

Ungdomsrådet samarbejder med de tre lokale biografer

Samfund
Arkiv

Ungdomsrådet i Skanderborg Kommune har lavet en aftale med biograferne i Ry, Galten og Skanderborg, så unge kan komme billigt ind og se to film.


Ungdomsråd ser det som en mulighed for, at unge kan komme billigere i biografen. Men også blive mindet om hvor hyggeligt og vigtigt det er, at også unge støtter den lokale biograf,” siger Robert Ladefoged Laursen, formand for Skanderborg Ungdomsråd.


I Skanderborg er der UngeBio lørdag 27 januar kl. 20-24, hvor unge kan se filmene 'IT' og 'Beauty and the Beast' for 80 kr.. Både Biografen i Kulturhuset og Kulturhuset's Ungegruppe medvirker i aftalen.


I Biohuset i Ry er der et tilsvarende tilbud lørdag 24. februar kl. 19-24 med filmene 'Alle for Tre' og 'Klovn Forever'.


I Ry Bio foregår det lørdag 10. marts kl. 19-24 med filmene 'Patti Cake$' (Patti Cakes) og 'Underverdenen'.


“Det er et fint initiativ, som vi er med på. Det er svært at trække unge i biografen. De sidder ofte hjemme i sofaen i klumper og ser film, men hvis der kommer mange, er det rigtig sjovt med en biografaften for unge,” siger Birgitte Karlshøj, daglig leder af Ry Bio.

Mogens Kjærskov, daglig leder i Biohuset i Galten, synes også, ideen er god.


“Vi laver det, fordi Ungdomsrådet har henvendt sig, og bliver det en succes, vil vi gerne lave noget tilsvarende igen senere,” siger han.


Filmene er alle steder valgt og fundet i et samarbejde, hvor Ungdomsrådet er kommet med dets ønsker.


“Alle biografer har været meget åbne, og jeg synes, vi har fået lavet et meget bredt og godt udvalg af film. Er man mest til komik, sjov og spas, er det Galten, er man til gys og kærlighed er det mere Skanderborg,” siger Robert Ladefoged Laursen.