Samlet trafikplan fra borgerforeningen
Sender høringssvar til Norddjurs Kommune efter omfattende medinddragelse af byens borgere via Facebook
auning Hvordan skal trafikken sikres bedst muligt på Sdr. Fælledvej og de nærliggende veje i Auning? Det handler om trafikken til Auning Skole, SFOèn, Auning Idræts- og Kulturcenter, stadion og boldbanerne samt den forholdsvis nye daginstitution Mælkevejen. Efter nogle måneder med en forsøgsordning med ensretning af Sdr. Fælledvej på strækningen ned forbi idrætshallen, skal Norddjurs Kommune her i foråret finde en permanent løsning. I den forbindelse er Auning Borgerforening klar med et høringssvar med en række konkrete forslag. Ja, faktisk byder borgerforeningen ind med noget, der kan ligne en total løsning. Høringssvaret er blevet til efter en omfattende debat på foreningens Facebook-side, hvor rigtig mange mennesker er kommet med deres bidrag samt har kommenteret borgerforeningens første udkast til høringssvar.
Otte forslag
Auning Borgerforening har fremsendt et høringssvar med følgende punkter til Norddjurs Kommune: 1. Sdr. Fælledvej holdes åben for udkørsel til Energivej. Vi finder det væsentligt, at muligheden for udkørsel til Energivej bevares af hensyn til trafiksikkerheden og af hensyn til aflastning af Sandvej og Møllermindevej. 2. Sdr. Fælledvej gøres ensrettet fra Østergade til bump 2 ud for SFOèn. Det betyder, at parkerede biler mellem bump 1 og bump 2 skal køre ud mod Energivej, når de forlader idrætscentret. 3. Skolebusserne kører ud fra området via Sdr. fælledvej til Energivej. Det skal gøre presset på Sandvej, Stadionalle, Møllersmindevej og Østergade mindre. 4. Sdr. Fælledvej lukkes for indkørsel til idrætscentret ved bump 2 ud for SFOèn, 5. Påbudskilte med max. 20 kilometer på Sdr. Fælledvej fra Østergade til Energivej. 6. Asfalteret cykelsti og fortov på Sdr. Fælledvej fra Østergade til Energivej. Ved bump 1, hvor cykelsti og fortov skifter vejside, etableres et fodgængerfelt med hvide striber og gule blinkende lamper. 7. 55 nye p-pladser placeres i højre side efter bump 2 og ned til branddam. Læhegn flyttes to-tre meter ind på fodboldbanerne for at gøre plads til parkeringspladserne. Disse nye parkeringspladser skal være med til at sikre en eventuel multibane med mere tæt på idrætscentrets hovedindgang. 8. Sdr. Fælledvej gøres bredere fra bump 2 og ned til Energivej. Dels for at øge trafiksikkerheden, dels for at gøre plads til asfalteret cykelsti og fortov.
På møde 20. marts
I en kommentar understreger Auning Borgerforening, at man naturligvis er til rådighed med uddybning af de nævnte trafikale tiltag, som foreningen helt sikkert mener vil gavne trafiksikkerheden og aflaste specielt Sandvej og Møllersmindevej omkring kl. 8 og om eftermiddagen. Efter den kommunale mødeplan skal sagen på dagsordenen i miljø- og teknikudvalget i Norddjurs 20. marts.